torsdag, februar 14

I udkikstønden

Fremragende kronik i J-P af Søren Krarup. Her nogle (indrømmet, temmeligt lange) snips:

Og jeg kom i det lyriske hjørne og sammenlignede lovgivningen [om tildeling af dansk statsborgerskab red.] med en atlanterhavsdamper, der er uendeligt længe om at vende skibet. Vi lægger roret hårdt om, men virkningen viser sig først længe efter. Det går meget, meget langsomt med at dreje stævnen. Og jeg blev endnu mere lyrisk og begyndte at tale i konkrete billeder. »Vi føler os stående på en atlanterhavsdamper, der er uendeligt længe om at vende. Det svarer for så vidt til ”Titanic” i april 1912, der fik øje på et isbjerg, men som ikke var i stand til at dreje kæmpedamperen fri af isbjerget. Som bekendt endte det med ”Titanic”s forlis. Vi vil ikke være så dramatiske, at vi vil presse billedet i alle detaljer, men somme tider kan vi føle os som udkigsmændene på ”Titanic”, der hjælpeløse så isbjerget komme nærmere og nærmere.«

Disse var ordene. Jeg mener hvert eneste af dem, men derfor kan man jo godt somme tider føle, at den billeddannende evne har fået lovligt megen plads. ”Titanic” i 1912 og folketingssalen i januar 2008 har måske begrænset forbindelse med hinanden. Jeg satte mig ned og belavede mig på en mere prosaisk virkelighed end Atlanterhavet i april 1912.



Men som jeg overvejede mine ord og lyttede til debatten, fik jeg fornemmelsen af, at jeg havde mere ret end jeg selv ville indrømme. Dette billede med atlanterhavsdamperen, der sejler sin undergang i møde, fordi den alt for sent bliver klar over Atlanterhavets virkelighed og isbjergenes eksistens - er den egentlig ikke et kun alt for rammende billede på Europas og dermed også Danmarks situation. Den truende fare, som med hvert sekund vokser sig større. Og de sløve styrmænd, der beroliger sig selv med, at det går nok ikke så galt og kæmpeskibet er sikkert og synkefrit. Indfødsretten er jo kun en del af problemet. Grundlæggende handler det om, at Europa og dermed også Danmark i disse årtier oplever en indstrømning fra den tredje verden, som truer vores eksistens og identitet. Mere end 30 mio. muslimer er strømmet ind i Vesteuropa - og islam har historien igennem spillet isbjergets rolle i forhold til kristenheden og de vestlige samfund. Det er ikke det spejlglatte hav, der ligger forude. Der er kun alt for stor fare for konfrontation og sammenstød.

Islam er jo grundlæggende uforeneligt med de sekulære vestlige samfund, der bygger på kristendommens adskillelse af religion og politik, af Guds og kejserens rige. Det ved enhver, der har et nødtørftigt kendskab til verdenshistorie og kirkehistorie. Fortiden fortæller igen og igen derom. Det var kun med opbydelse af de yderste kræfter, at Vesten afslog islams stormløb i 732, i 1529 og i 1683. Da var Vesteuropas skæbne på vippen. Da kunne Vesteuropa være gået til grunde i islamiseringens hav. De korstog i middelalderen, der nu bagtales af historikere og forfattere i både øst og vest, var jo ikke andet end et vesteuropæisk selvforsvar, fremkaldt af det islamiske stormløb mod Europa - det, der endte med Konstantinopels og dermed Lilleasiens undergang i 1453. Hvis ikke korstogene havde standset stormløbet og drevet islam tilbage over et par århundreder, havde vi formentlig ikke overlevet.



Derfor er det nødvendigt, at Europa selv ser situationen i øjnene og tager sine nødvendige forholdsregler. Derfor må Europa være ansvarlig for sin egen skæbne og holde et grundigt udkig efter isbjergene forude. EU's modvilje mod at understrege kristendommen som Europas åndelige grundlag er i så henseende afslørende. EU er døv og blind for den truende virkelighed. Man sover i udkigstønden. Man ser ikke andet end det spejlblanke hav.

Således sejler vi imod noget, der kan ligne en Untergang des Abendlandes. I 1922, da Oswald Spengler afsluttede sit historiefilosofiske storværk, var den europæiske stemning modtagelig for perspektivet. Vestens undergang var kun alt for synlig og mulig efter fire års ødelæggende krig, i hvilken de europæiske stormagter havde dræbt millioner af sine indbyggere og lagt sine byer og landskaber i ruiner. Før krigen havde Europa været verdens herre. I 1918 havde Vesterlandet oprevet sig selv. Og så gik det så sørgeligt, at den tåbelige og uretfærdige fred i Versailles, som ville svinebinde Tyskland for al fremtid, kaldte en tysk hævnfølelse frem, som Hitler kunne udnytte til sin voldtægt af først Tyskland, siden det europæiske kontinent, og i 1945 var ødelæggelsen fuldbyrdet. Det er denne ødelæggelse af Abendland'et, vi er efterkommere af. Det er den, der har kaldt EU frem, hvad der kun betyder en yderligere ødelæggelse af Europa, idet EU vil udslette den europæiske virkelighed, som er nationernes Europa, til fordel for en overnational union, der kun betyder en yderligere ødelæggelse og fremmedgørelse af det europæiske hus. Fraser og hule proklamationer. Helliggørelse af en humanistisk, ideologisk lighed, som er ensbetydende med en udslettelse af den åndelige arv, der er Europas forudsætning.

Men der er mere end 30 mio. muslimer i Vesteuropa i dag, og indstrømningen fortsætter - i Danmark med begrænset hast, men i det øvrige Europa uden afgørende begrænsning. Og EU er kun forarget over et Danmark, der søger at se virkeligheden i øjnene. For EU gælder det, at i denne skov er der slet ingen røvere og på dette hav findes slet ingen isbjerge. EU bidrager til Untergang des Abendlandes. EU vil spille humanistisk underholdningsmusik, når katastrofen indtræffer.



Kommentarer er vist unødvendige. Skade kun, at ikke flere råber op.

Ingen kommentarer: