Så mistede Danmark en personlighed, som det kan blive svært at erstatte. Tøger Seidenfaden, Chefredaktør på Politiken er død af kræft.
Jeg kendte ikke Seidenfaden, for slet ikke at tale om at have debatteret med ham - dér ville jeg nok også være kommet til kort - han var en fremragende debattør, det må man lade ham.
Jeg var meget langt fra enig med ham, men på én eller anden måde synes jeg vi begge startede fra det samme udgangspunkt da han blev redaktør på Politiken, vi var begge en slags Socialdemokrater. Men vejene skiltes snart da han traskede ud i de endeløse sumpe til venstre og jeg til gengæld søgte op mod det tørre land i bakkerne til højre.
Mange gange har jeg siddet i min pyjamas og skrevet kommentarer på diverse blogs og skældt ham ud, og mange gange har jeg kald grimme ting, ikke mindst efter hans sidste stunt med at indgå "forlig" med Profetens tilsyndeladende utallige "efterkommere." Dette var en skændsel og et forræderi mod ånden hos Politiken, som jo netop var grundlagt på dissens og en insisteren på ytringsfrihed.
Men Tøger Seidenfaden brugte så sandelig sin ytringsfrihed, ikke mindst da han kaldte sig selv "oppositionens egentlige leder" or words to that effect. Dén enorme frækhed kunne man ikke have andet end respekt for!
Han havde en fantastisk evne til at fremsige sine meninger med en attitude som om at det burde enhver da kunne forstå, og hvis folk tænkte sig bare en smule om, så kunne de da umuligt undgå at være enige i, hvad han sagde.
Enig var jeg sjældent, men mænd som Seidenfaden er u-undværlige i den demokratiske debat. Han tvang een til at krølle hjernen - også selv om man bare sad foran tv'et og hørte ham - for at imødegå hans argumenter, og han kunne presse éns blodtryk op som havde man netop løbet tusind meter sprint.
Han vil blive savnet. Når alt kommer til alt handlede det jo bare om politik.
De mortuis nil nisi bonum. Mine tanker går til hans familie.
Hvil i fred, du gamle kæmpe. Må Guderne tage vel imod dig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar