Avis-fejde

Tøger Sedienfaden har i dag en længere kommentar i Jyllands-Posten, hvor han hidser sig op over JP's Muhammed-tegninger, idet han tager udgangspunkt i den verserende franske Charlie Hebro-sag. Et par snips:

Sidste år ved denne tid var chefredaktøren ellers helt nede i kulkælderen og mente, at »slaget med islamisterne« var tabt. Avisen beklagede endda på både dansk og arabisk, at den havde krænket mange muslimers følelser. I kølvandet på at også statsministeren med fire måneders forsinkelse havde fået sagt, at han da aldrig selv ville have tegnet de karikaturer, som avisen bragte 30/9 2005. (...)

Lederskribenten er dybt rystet over, at der blandt »politikere og intellektuelle« har bredt sig den misforståede opfattelse, at karikaturerne blev bragt for at »såre, provokere og fornærme.« Avisen skrev selv dengang øverst på forsiden, at formålet var, at man som religiøs muslim i Danmark skal lære at tåle »hån, spot og latterliggørelse.«

Man skal vist være medlem af Jyllands-Postens chefredaktion for at kunne lodde den afgrundsdybe forskel mellem de to formuleringer. (...)

Jeg under i og for sig avisen lidt selviscenesættelse og selvretfærdiggørelse, i lyset af den hårde tid med trusler og pres, I oplevede i februar og marts sidste år. Men det ville klæde jer at lade være med at svine andre til i jeres iver efter at vaske jer selv rene. Igen og igen og igen.

Stærke ord, men JP svarer råt for usødet i lederen bl.a.:

Løgnen over alle infame løgne i den såkaldte Muhammed-sag er, at Jyllands-Postens formål med at bringe tegningerne og den medfølgende artikel den 30. september 2005 skulle være at håne, spotte og latterliggøre et mindretal af muslimer. Tøger Seidenfaden har mere end nogen anden af dette lands politisk korrekte fordrejet denne tekst og givet den den modsatte betydning af, hvad der faktisk står, og hvad der faktisk menes.

Der står, at »man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.« Det betyder, at enhver [JP's fremhævelse] må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er ikke noget, som specielt gælder muslimer, men det er en forudsætning for den debat og de kulturelle aktiviteter, som er grundlaget for et demokratisk samfund. At debatten selvfølgelig skal foregå inden for de rammer, der fremgår af straffeloven, og som de konkret fastlægges af domstolene, er så indlysende, at avisens kulturredaktør end ikke fandt det nødvendigt at nævne, men også det er blevet misbrugt og bevidst misforstået.

Seidenfadens indlæg består i det hele taget af en række fejl, fordrejninger og direkte løgnagtigheder. Blandt andet påstår han, at statsministeren skulle have sagt, at han aldrig selv ville have tegnet de karikaturer, som avisen bragte. Det sagde statsministeren ikke. Han undlod omhyggeligt at tage stilling til bladets tegninger, men sagde til en arabisk tv-station, at han aldrig selv ville fremstille religiøse skikkelser på en måde, der kunne fornærme.

Denne detalje understreger, at statsministeren behersker de sproglige detaljer noget bedre, end Seidenfaden gør. (...)

Nu må det også være ekstraordinært pinefuldt for Seidenfaden at iagttage, hvordan det franske åndsliv, som han uden tvivl ser sig rundet af, også taler Jyllands-Postens sag under retssagen i Paris. De franske intellektuelle leverer en kompromisløs opbakning til ytringsfriheden, tegningerne, satiren og den frie tanke - i lysende modsætning til det hjemlige parnas, som straks lagde sig på ryggen med bugen blottet.

Det er nok umuligt at komme i reel intellektuel kontakt med Seidenfaden. Men vi henviser gerne til hans egen kommentator Anders Jerichows klumme i Politiken i fredags. Den kunne uden videre være trykt som ledende artikel på denne plads.

Og det kunne den faktisk, en fremragende artikel, hvad der måske er grunden til at den ikke lige er til at finde på Politiken.dk. Man skal søge efter den.

Jerichows konklusion:

Herhjemme har rigsadvokaten og byretten lykkeligvis afgjort, at tegningerne ikke var udtryk for lovstridig blasfemi eller racisme. Det vil fransk ret forhåbentlig også. De stater, der lod religiøse fanatikere true tegnerne og andre med bål og brand, død og ødelæggelse, har selv brug for mere ytringsfrihed, ikke mindre – og hellere flere karikaturer end færre.

I øvrigt har Klaus Wivel i denne uges udgave af Weekendavisen en længere artikel [link kræver abb.],som i sagens natur er trykt før dagens polemik i JP. Her beskiver han JP's og Charlie Hebro's karrikaturer som en håndsrækning til dem, der lider mest under islamisternes pres, nemlig de muslimer, der selv ønsker, at mene hvad de vil.

Pundiks efterfølger på Politiken, Tøger Seidenfaden, mener decideret, at præmissen er forkert: der er ingen frygt for at kritisere islam, tværtimod, aviserne er fyldt til bristepunktet med islamkritik. Måske ville det oven i købet være på sin plads at tone lidt ned, har han sagt.

Pointen har noget for sig, også det må indrømmes. Aviserne – især de borgerlige – har vitterlig ikke været karrige med det islamkritiske stof. Dansk Folkeparti kan heller ikke beskyldes for at vise mådehold desangående eller for at savne taletid.

Men for de danske debattører gælder det jo, at de ikke er muslimer: de risikerer kun at miste deres omdømme. Der er andre, for hvem den slags ikke er gratis. Det ved Seidenfaden selvfølgelig godt, men de har endnu til gode at mærke hans sympati. Om dem handler Muhammed-krisen egentlig: om de muslimer, som vil have lov til at mene noget andet om islam. Om deres selvcensur. (...)

I dag kan vi også se, at statsminister Anders Fogh Rasmussen handlede rigtigt. Han tog, da sagen rullede, hånd om denne gruppe forfulgte muslimske borgere ved at vise, at et angreb på dem er et angreb på det land, de bor i. Han skubbede Danmark ind som forsvar for den enkeltes frihedsrettigheder. Han gav et utvetydigt signal til de muslimske landes ambassadører om, at det er dem, der har et problem med ytringsfriheden, ikke os. Og han inviterede alle herboende muslimer ind i et dansk fællesskab.

Foghs budskab blev udmærket forstået i de arabiske hovedstæder, hvor det netop var danske flag og danske ambassader, der blev brændt af i disse dage for et år siden. Sjældent har flagdug og mursten været ofret for en bedre sag.

Karikaturkrisen har vist, hvem den virkelige minoritet er: de muslimer, som ønsker at kunne kritisere deres egen religion. I dag kan vi se, at tegningerne var et opgør med – ikke et udtryk for – kulturel arrogance.

Tag dén, Tøger.