"Som en Chimpanse i Zoologisk Have"

Boom Boom Boom

Så blev DR1's såkaldte Mr. News, Jeppe Nybroe snuppet i endnu en løgn manipulation. I et indslag fra Irak har han tilsyneladende genbrugt lyden af en mortergranat flere gange for at tilsætte lidt ekstra dramatik til licensbetalernes aftenkaffe.



Se EPN som ganske overbevisende dokumenterer Nybroes kreativitet.

I hans indslag hører man en granat detonere tre gange, men analyser viser, at det er det samme lydbillede, der er blevet genbrugt.

Boom Boom Boom.



(Billederne er planket fra Uriasposten, som selvfølgeligt har mere om sagen.)

Så hvad får en yngre journalist til at risikere sin komet-agtige karriere? Personligt tror jeg, det er fordi han tilhører generationen af linse-lus, der blev "voksne" i 90'erne. Er man ikke i medierne på den ene eller anden måde kan man lige så godt være u-født. Man er ingenting. Man er mindre en en khat-dyrker i Eritrea. Man er et genfærd i Skyggernes Land.
Så fristelsen til at pynte lidt på renomméet må være næsten uimodståeligt for en skærm-brænder. Ligemeget om det man er kendt for, har noget med virkeligheden at gøre, man er på og det er det eneste, der betyder noget. Man vil gerne være stjerne for mere end én aften. Så som en cykelrytter, der lige snupper lidt EPO falder man for fristelsen til at pynte lidt på reportagen. Det går nok. Who's gonna know?

Min egen journalistiske helt, Hunter S. Thompson var inde på noget af det samme i sin geniale "Fear and Loathing in Las Vegas, og han burde vide det, for der er næppe nogen journalist, som har brugt sig selv i subjektiv journalistik som netop Hunter S. - og det er man som læser på intet tidspunkt i tvivl om.
Hans foragt for sine (objektive) kolleger (og sig sig selv!) kommer ganske godt til udtryk i denne svada (i Morten Sabroes oversættelse):

Pressen er en bande hjerteløse bøssekarle. Journalistik er hverken en profession eller et erhverv. Det er en billig fællesbetegnelse for røvhuler og mislykkedes eksistenser - en falsk bagdør til livets bagside, et skident urinstinkende lille hul, der er blevet lukket af bygningsinspektøren, men lige akkurat er dybt nok til, at en drukkenbolt kan krybe sammen i det, lidt væk fra fortovet, mens han onanerer som en chimpanse i et bur i zoologisk have."

'Nuff said!

Forskellen på Thompson og Nybroe er, at førstnævnte påstår, at al journalistik er 100 procent subjektiv. Objektivitet eksisterer ikke. (Det gør den naturligvis ét eller andet sted. Der er trods alt grænser for den post-moderne dekonstruktivisme.)

Nybroe derimod benytter sig af et røgslør af manipulation og hvide løgne for at fremstille sin opfattelse af verden som værende objektiv og dermed sand. Og her kommer hans arrogance til udtryk: "jeg ved, jeg har ret! Så for en sikkerheds skyld fifler jeg lidt, så også dumrianerne foran skærmen opfatter min version af virkeligheden."

Jeppe Nybroe blev afsløret. Spørgsmålet er så blot hvilke andre historier vi tror er virkelige og sande, men som i virkeligheden blot eksisterer i journalistens hoved.