Næ, de gode mennesker fra SKAT har gud være lovet opdaget en tidsindstillet bombe, der virkelig truer os alle og har kastet deres skarpe blik på de niddinge, der måtte ligge inde med vand på flaske uden pant.
24 Timer:
Under kontrolbesøg på 13 større virksomheder i Københavnsområdet noterede Skats specielle task-force-enhed tirsdag, at over halvdelen af virksomhederne solgte eller serverede drikkevare i engangsplasticflasker uden pantmærker, (...) fortæller Lars Klamer, der er afdelingsleder for Punktafgiftscentret i København.
Fra 1. december må der ikke findes kildevand, iste eller drikkeklar limonade i engangsemballage med mindre der er danske pantmærker på.
»Jeg havde håbet på, at det ikke ville være så voldsomt. Men nu må folk lære lektien,« siger Lars Klamer.
De 50 paller med engangs-emballagen er nu opmagasineret på et hemmeligt sted.
Virksomhederne kan få de beslaglagte varer retur, men det kræver som minimum, at de betaler en bøde på 5.000 kroner, og at pantafgiften betales til Dansk Retursystem.
Lars Klamer advarer om, at Skat i den næste tid vil endevende de københavnske virksomheder for at finde emballage uden pantmærker på.
Sådan! Dejligt at se embedsmænd med hår på brystet nidkært beskytte civilisationen som vi kender den.
Bemærk også den milde tone hos punktafgiftscenter-afdelingschefen hos hvem julefreden må have sænket sig. Ikke antydning af misbilligelse eller så meget som et rynket øjenbryn overfor disse afskyelige forbrydere, der så sandelig ellers havde fortjent både hjul og stejle.
Hvor ville vi måske være henne, hvis alle og enhver kunne nedsvælge en drikkeklar limonade uden efterfølgende at lade den tomme flaske gå gennem en autoriseret automat?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar