Forleden var Storbritanniens statsminister med frue på officielt besøg i det Hvide Hus for at konfirmere den tætte alliance mellem USA og UK.
Som det sig hør og bør på den slags visitter udvekslede man gaver. Premiereminister Gordon Brown havde lagt stor symbolik i ritualet og medbragte et fyldepenne-etui lavet af plankerne af et gammelt krigsskib, der engang var benyttet til at opbringe slaveskibe, og som USA havde foræret Dronning Victoria i forrige århundrede, samt en syvbinds biografi om Winston Churchil.
Obamas gengave var et boks-set med 25 klassiske amerikanske film på DVD.
Også de to førstedamer mødtes og, igen som protokollen foreskriver, udvekslede gaver til hinandens børn. Fr. Brown gav bl.a. nogle britiske børnebøger til Michelle Obamas to piger.
Michelle gav hver af de to Brown-drenge et plastiklegetøj af Marine One, som kan fås i souvenir-shoppen i forhallen i det Hvide Hus til 15 dollars stykket.
Ikke engang et pressemøde og en officiel middag gad Obame ofre på den britiske premiereminister, hvad der ellers er standart inden for diplomatiet.
Nyheden om denne tankeløse uforskammethed har selvfølgeligt bredt sig i blogosfæren og pressen, som man læse f.eks her, her eller her.
Som altid har Mark Stein spidset pennen og dyppet den i vitriol. En enkelt smagsprøve:
I would make a modest prediction that in 2012, after four years of the man who was supposed to heal America’s relations with a world sick of all that swaggering cowboy unilateralism, those relations will be much worse. From Canada to India, the implications of the Obama ascendancy are becoming painfully clear.
Og for en sikkerheds skyld viser Hillary Clinton - den dame, som i valgkampen sidste år slog på, at hun, i modsætning til Obama, havde den enorme udenrigspolitisk erfaring, der skulle have givet hende en fast plads i det ovale værelse, - sig at være en lallende amatør overfor russerne.
"Change," javist, men måske ikke helt den forandring verden havde forventet.
4 kommentarer:
Har du ikke noget hårdere på Obama end de gaver han uddeler og hvem der klapper af ham...
Begge dele bør vel arkiveres under N for 'nobody gives a fuck'.
Jeg ved at de er masser af Obama-handlinger med konsekvens som man kan brokke dig over, og så er dit emne-valg lidt skudt forbi.
Bare mine 2 cents...
Min pointe er såmænd bare, ar Obama har vist sig at være præcist så inkompetent som frygtet.
Og jo, I give a fuck for det har betydning økonomisk og sikkerhedspolitisk for os andre hvem, der sidder i det Hvide Hus.
Og når USAs nærmeste og vigtigste allierede kommer med en udstrakt hånd og bliver behandlet som en delegation børnehavelærerinder fra Ækvatorial Guinea så betyder det noget.
Måske skulle jeg lige haste med at understrege, at jeg heller har den store respekt for Brown. Han er formentlig blot en overgangsfigur, der ikke overlever det næste valg i UK. (Ikke, at de Konservative har været i stand til at fremavle de store lys.)
Og når jeg valgte at viderebringe den lille video om Bush v. Obama var det for at vise hvor stor forskel, der er på deres stil. Hvor Bush kunne tale manden på gulvet, så udståler Obama ikke andet end malplaceret arrogance. "Jeg vandt, og så kan I ellers rende mig allesammen."
Brown - en overgangsfigur? De sagde det samme om John Major, og de brugte den samme begrundelse som de fleste 'Brown en overgangsfigur'-fortalerne hælder til.
John O'Farrell jokede med at John Major ville blive et TP-trick-spørgsmål? Hvem blev premiere-minister efter Margaret Thatcher, og alle ville udbryde nanet på en Labour-leder.
Det 'smug' svar ville så være: Du tager fejl, det var faktisk John Major...
Nårh, jo - ham havde jeg glemt.
Major endte med at sidde i 7 år.
Send en kommentar