Fra JP's leder i dag:
Man finder en ulykkelig familie, som kan græde foran kameraet og fortælle den del af historien, som understøtter billedet af, at stor uret er overgået de ulykkelige, som har været ofre for vilkårlig sagsbehandling.
Herefter toner en fortørnet advokat frem på skærmen, og han fortæller detaljeret, hvilke urimeligheder der er overgået familien. Typisk glemmer han at fortælle, at familien for flere år siden i overensstemmelse med gældende regler og efter korrekt sagsbehandling har fået nægtet opholdstilladelse, men at den med advokatens hjælp har trukket sagen i langdrag og benyttet samtlige muligheder for at sabotere de trufne afgørelser.
Det ville være forfriskende, hvis en tv-journalist kunne tage sig sammen til for åbent kamera at spørge en sådan advokat, hvor meget han egentlig selv har tjent på at forhale sagsbehandlingen langt ud over al rimelighed.
Søren Krarup fra Dansk Folkeparti er inde på det samme. Iet åbent brev i Kristeligt Dagblad til en (fiktiv?) fru B.B. forklarer han, at han som ansvarlig lovgiver faktisk har besøgt nogle af de folk, som stædigt sidder i lejre, skønt de forlængst har fået afslag på deres asylansøgninger:
Du skriver, at jeg refereres for at sige, "at det var forældrenes egen skyld, at asylbørn havde det så skidt, for de kunne jo bare rejse hjem, også selvom det var til Irak i dag".
Og du tilføjer, at så hjerteløs kan jeg umuligt være.
DIN KRITIK ER JO ikke ukendt. Således angribes vi i øjeblikket af hele venstrefløjen og store dele af pressen, vi, der har udformet og båret den danske udlændingepolitik, for der går en følelsesstorm over landet. Kan venstrefløjen nemlig ikke ramme regeringen og Dansk Folkeparti politisk, så kan den gøre følelser til politik og søge at forme følelserne gennem tårer i tv. Dette sker igen og igen. Den ene sag efter den anden hentes ind i TV-avisen og TV 2 Nyhederne og påtvinges danskerne – med grædende børn, syge, sengeliggende voksne, håbløse eksistenser, hvis håbløshed journalisterne udpensler igen og igen.
Man vil vælte regeringen med følelsesporno. Ja, undskyld, at jeg bruger dette udtryk, men det forekommer mig faktisk at være rammende. Forholdet er nemlig, at jeg har været på åstedet. Jeg har selv set forholdene. Jeg har også haft lejlighed til at følge forskellige sager på deres vej igennem asylsystemet. Og jeg er moralsk forarget over den mistænkeliggørelse, både Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingeservice er udsat for.
Først den seneste sag, der har været fremme i medierne, historien om den tyrkiske mor til fire, der er syg og lammet, men som skal rejse hjem, fordi myndighederne har afgjort, at hendes tilknytning er størst til Tyrkiet. Hendes mand og børn er filmet igen og igen, mens de har tryglet seerne om hjælp. Det har virket stærkt og appellerende.
Men historien handler om noget, der ser ud som ægteskabssvindel og asylbedrag. Den tyrkiske mand og kone blev gift i Tyrkiet i 1986 og fik tre børn. Da hun var gravid med det fjerde, mødte hendes mand en dansk kvinde, som han efter at have skilt sig fra sin tyrkiske kone giftede sig med, og de nygifte rejste sammen til Danmark. Her boede han så længe, at han kunne opnå permanent opholdstilladelse, hvorefter han forlod sin danske kone og hentede sin tyrkiske kone og fire børn til Danmark, og nu kræver han ret til at forblive med kone og børn i det danske paradis.
Men alt dette føleri er naturligvis ikke begrænset til Danmark. I Mexico er således lykkedes en syv-årig purk at bevæge kongressen til at vedtage en resolution, der opfordrer George Bush til at lade en udvist illegal indvandrer få lov til at blive i USA. (h/t Sandmonkey) :
Second-grader Saul Arellano, a U.S. citizen, appeared in Mexico's 500-member Chamber of Deputies to plead for help in lobbying Washington to stop the deportation of his mother, an illegal immigrant who has taken refuge in a Chicago church. His efforts paid off with a resolution calling on the U.S. Congress to suspend the deportation of Elvira Arellano and any other illegal immigrant parents of U.S. citizens.
Flashing cameras and swarms of reporters surrounded the boy as he entered the chamber. Lawmakers rose from their seats to shake his hand. But instead of stepping to the podium, he was swept into a side room, where he hid his face and ducked under a table.
Arellano said she should not have to choose between leaving her son or taking away his rightful opportunities as an American.
Hvor er det nu lige, man har hørt dén før?
Nå ja, Arellano er naturligvis også et uskyldigt offer:
Arellano illegally crossed into the United States in 1997 and was quickly sent back. She returned within days, living for three years in Oregon before moving to Chicago in 2000. Her current troubles began when she was arrested at O'Hare International Airport, where she worked as a cleaning woman. Convicted of working under a false
Social Security number, she served three years probation before being ordered to appear at the immigration office in Chicago
Men selvfølgeligt bør hun da få lov til at blive. Ligesom forældrene til de 4,9 millioner børn, som er født i USA af illegale indvandrere.
Det manglede da bare.
Til gengæld har vi her i Danmark ikke de store problemer med illegale indvandrere. De forsvinder ud i det blå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar