Krig, Canada og Holger Danske

Ganske interesant kronik i JP af en canadisk lektor - og tidligere professionel soldat, William Mitchell. Han beskriver bl.a. udviklingen i den danske offentligheds syn på militæret.

Jeg citerer her slutningen, men kronikken bør læses.

Før 2001 kunne blot det at nævne det danske militær være kilde til vittigheder fra den civile del af befolkningen. Nu hersker der en respektfuld stilhed.

I takt med at dansk forsvar bliver rustet til at gennemføre mange flere internationale operationer og også gennemfører dem, kan man kun forvente flere tab af soldater, men professionelle soldater har selv valgt den karriere, og derfor vil samfundet også være nødt til at acceptere disse tab til en vis grænse.

Denne grænse er sandsynligvis højere i Canada end herhjemme, men man ændrer jo heller ikke sådan uden videre 500 års militære traditioner.

For mit eget vedkommende, så ville jeg for 15 år siden som professionel soldat have kategoriseret dansk militær i gruppen af skandinaviske free-loaders.

Nu tænker jeg meget på de danske styrker, og newfoundlænderen i mig ønsker til tider, at jeg var 10 år yngre, og at det danske rekrutteringskontor lå lige rundt om hjørnet.

Jeg var selv soldat op gennem 80'erne, hvor enhver i uniform blev betragtet af store dele af befolkningen som blodtørstige lystmordere, hvis blotte tilstedeværelse risikerede at provokere Sovjetunionen til at "forsvare" sig med sine A-våben. Det var dengang, debatten var præget af "fredsbevægelsen", hvis nogen stadig husker dén. (Men hvem gør dét frivilligt, for nu at parafrasere Dan Turell.)

I dag ønsker mange de danske styrker hjem fra Irak, men ingen beskylder soldaterne for ikke at gøre et fremragende arbejde under svære forhold.

Tingene har heldigvis ændret sig meget.