Fra minimalstat til vasalstat

Villy Søvndal har sammen med Trine Pertou Mach begået en kronik i Politiken om Danmarks udenrigspolitik. Den sædvanlige Fogh-bashing kombineret med nogle ændringsforslag til samme politik.

Et par snips:

Danmark var som del af Bushs koalition med til at invadere Irak, fjerne dets politiske institutioner, sønderbombe dets infrastruktur, tænde en religiøs ild og sende folk på flugt. En folkeretsstridig krig, hvor brugen af klyngebomber, tortur, napalm og fosforbomber har fundet sted. En skræmmende forhånelse af krigens love og international ret.

Hvis en enkelt U-båd kan gøre så megen skade var det nok en fejl at skrotte dem.

Samme fravalg så vi i sommer, hvor Israel ensidigt besluttede at sønderbombe Libanon – med hundredvis af dræbte civile, næsten en mio. flygtninge og krigsforbrydelser til følge. Hvad gjorde Fogh? Tav. Og lod Israel om at »gøre arbejdet færdigt«, krigsforbrydelser inklusive.

Krigsforbrydelser? Nå ja, Hizbollahs raketter, der i tusindvis regnede ned over den israelske civilbefolkning må naturligvis regnes som en sådan. Men hvorfor har jeg på fornemmelsen, at det ikke er dét, de to folkesocialister taler om?

En kommende regering skal bruge sit nære forhold til Bush til at presse på for USA’s betingelsesløse opbakning til Den Internationale Straffedomstol, tilslutning til Kyoto-protokollen og presse på for, at USA opgiver dødsstraffen i tråd med FN’s Menneskerettighedskonvention. Dét ville være aktivistisk udenrigspolitik, der, hvor det koster noget.

Men en kommende regering vil jo ikke have et nært forhold til Bush!? Og medmindre der sker noget opsigtsvækkende i Danmark, vil der ikke blive udskrevet Folketingsvalg før tidligst i slutningen af 2008, og til den tid vil der være indsat en ny præsident i USA.
Og at USA ikke ønsker, at deres borgere skal underlægges en international straffedomstol er måske meget forståeligt. Domstolen ville også få nok at lave. Hver eneste moonbat, der kan læse og skrive vil bombardere den med anmeldelser og klager over USA, fra Præsidenten og ned til den mindste korporal i de væbnede styrker.

Vi ønsker derfor reel dansk aktivisme i EU. Danmark skal igen satse på at bruge EU til at udvikle redskaber til i den globale sammenhæng at løse klodens problemer. Lad os dog presse på for at kalde til global samling om en ny dagsorden for verdenssamfundet.

Gennem EU skal vi fastholde, at FN er den organisation, der giver mandat til militære aktioner. Danmark skal i EU foreslå, at EU gør det til en af sine sikkerhedspolitiske opgaver at sikre, at der i FN-regi oprettes en stærk og moderne permanent hurtig udrykningsstyrke (Rapid Reaction Force). EU kunne passende garantere, at disse styrker stilles til rådighed fra EU’s side.

I betragtning af, at Trine Pertau Mach har været talsperson og "topkandidat" for Juni-bevægelsen virker denne begejstring for EU noget forbavsende. En EU-hær under FN-kommando? Så har man hørt det med. Men selvfølgelig, hvis valget står mellem to onder må man vælge - og lære at elske - det mindste. Og eftersom USA i kronikørernes øjne til hver en tid står for det absolut onde i denne verden, må de jo mobilisere en EU-kærlighed.