Han tager udgangspunkt i et interview i Die Zeit (side fem) med den tyske kunstner Hans Haacke. (En herre, hvis værker jeg med skam at melde ikke kender meget til.)
Haacke er en politisk kunstner af den gamle støbning: Provokationen en æressag.
Den ydmygende finale [på interviewet] åbnes med følgende farlige spørgsmål til manden, der vil være farlig: "Et værk, der beskæftiger sig med Islams rolle, findes endnu ikke fra Deres hånd?"
Haacke: "Det kommer der nok heller ikke så snart. Forholdet til Islam forekommer mig så komplekst og eksplosivt, at jeg ikke vil vove mig derhen."
Zeit: "Er det en slags selvcensur?"
Haacke: "De ved, da jeg skabte kritiske værker om apartheid eller om Bush' politik, var der ikke grund til at frygte, at nogen mistede liv eller lemmer. Jeg vidste, at den amerikanske Nationalgarde ikke ville rykke med deres rifler. (...) Det gavner ikke liberale muslimer, hvis vi fyrer op under ovnen her. (...) Det er ikke fejt, det er viist. Jeg er nu 70 år, så kan jeg tillade mig lidt visdom"
Hans Haacke, Star Gazing, 2004
Så vidt interviewet, der giver Raahauge anledning til et par kradsbørstige kommentarer:
Ja, der rart at kunne putte sig under vattæppet af selv-erklæret "visdom". Enhver har lov til at krybe under sit tæppe, hvis han synes, vinden er blevet for kold og mærker modet dale. Men det er meget trættende, når en person, der har gjort provokationen til sin levevej, begynder at vrisse og moralisere under sit vattæppe om det forkastelige ved provokationen. Med mindre selvfølgelig, man kan harpe på USA, så har man sikkerhed for, at den provokerede part respekterer ytringsfrihedens regler. Da er den kunstneriske provokation stadig sagen for de sildefødte, rutineprægede 3. generations-provokatører, der aldrig har mødt modspil
Haacke vil ikke nøjes med sin indrømmelse af, at han ikke tør være farlig, når det er farligt. Hans eget eksempel med National Guard, der ikke sendes ud efter ham, er jo vidunderligt ærligt. Men indrømmelsen forplumres snart efter, for som alle frygtsomme mænd vil Haacke gerne besmykke sin frygt og kalde den noget pænere. "Visdom f.eks., hvilket endda er finere end det sædvanlige "omtanke".
(...)
Selvcensur er det, ganske nøgternt defineret.
Og selvcensur er reelt også underkastelse. For selvcensuren indebærer en stiltiende eller udenoms-snakkende anderkendelse af nye regler for åndslivet De er ankommet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar