søndag, oktober 12

Tik-tak, klokken slår, livet går - i stå

Det er egentligt underligt. Nu er det snart et år siden min kone døde og selv om et år ikke er så langt som det var en engang, så skulle man dog tro, at det var langt nok til at bringe én videre.

Men nej, jo nærmere datoen for dødsfaldet kommer, jo mindre sover man og jo mere tænker man.

Dymphna på Gates of Vienna var inde på det samme fænomen for et par år siden. Om hvordan de sorte skyer ubarmhjerteligt sænker sig over én når årsdagen nærmer sig.

Dengang mente jeg egentligt, det bare var noget femi-hys og hun blot skulle tage sig sammen! Du almægtige, hvor var jeg naiv!

Dymphna mistede sin næsten voksne datter. Hvor ondt jeg end har af mig selv i øjeblikket, så kan jeg overhovedet ikke begynde at forestille mig hvilken ondskabsfuld Gud, der kan finde på at udsætte én for den slags.

Men jeg begynder at forstå, hvad hun mente i sin artikel. Efterhånden som mærkedagen nærmer sig går man i stå, som et skib, der løber tør for brændstof. Man sejler ganske vist videre, men det går langsommere og langsommere. (Elendig metafor, indrømmet, men jeg kan ikke komme i tanker om en bedre i øjeblikket.)

Jeg ser ind i andre kvinders øjne, jeg ser på deres bryster under tøjet (so sue me!) jeg hører klangen i deres stemmer, men endnu er ingen bare kommet i nærheden af at minde om min Helle. Jeg kan høre skolebørnene lege udenfor mit vindue. Hvordan kan de være så glade? Er de de da slet ikke klar over, at min Helle er borte?


Ja, undskyld dette stærkt selvmedlidende indlæg, men nogle gange er det bare svært at opretholde den sædvanlige sarkastiske og "kække" facon. For min Helle er død, og hun kommer aldrig tilbage. Jeg kan kun håbe, vi ses i den næste verden, hvis der ellers er en.

16 kommentarer:

annalyttiger sagde ...

Knus herfra, søde.

universalgeni sagde ...

Dejlige Turban-bombe

Sorg er som en slæbeanker - det er med overalt, hvor man går. Men ankeret slides lidt efter lidt og tilsidst er det helt værk.

Det tager år før smerten dæmper sig. Men i det mindste sker det. Det værste er ovre nu - tro mig.

Efterhånden gør minderne ikke ondt mere og det er en lettelse.

Der kommer en tid inden længe, hvor du kan se tilbage uden smerte, længsel og afmagt.

Hvor du får frihed til at have din fortid og dine erindringer i fred.

Hvor sorgen ikke pludselig dukker op og kvæler glæden ved nuet.

Du får den fulde livslyst tilbage. Og mod på fremtiden.

Giv dig selv lov til det. Sig til digselv, at det må du gerne. Du fortjener det jo.

Min sagde ...

Fjern lige de der stavefejl...

Mikael sagde ...

Uni-geni: Der kommer en tid inden længe, hvor du kan se tilbage uden smerte, længsel og afmagt.

Tak for de ord. Jeg vil glæde mig til, at de går i opfyldelse!

Og undskyld selvmedlidenheden, men dagen nærmer sig. Forhåbentligt vil det gå bedre når den er overstået.

Igen, tak!

Mikael sagde ...

Tak Anna, det var sødt af dig.

Knus herfra også!

Min sagde ...

Var så lidt, Mikael.

Jeg tog ved lære da jeg mistede første gang. Da indså jeg, at man ikke skal lagre datoerne i baghovedet.

Desværre fik jeg brug for den viden. Men jeg huskede den lille lektie og det hjalp en smule.

universalgeni sagde ...

Jeg har åbenbart en blogger-konto, der hedder "min". Det vidste jeg ikke. Jeg må jo selv have oprettet den...

Mikael sagde ...

Hej "min"

Jeg havde allerede regnet ud, at du var Uni-Geniet incognito! Så nem er jeg heller ikke at narre!:-)

Men igen, 1000 tak for dine ord, de trøstede mig meget!

Jeg er ked af at høre, at du også har mistet, men netop derfor tager jeg din erfaring til mig!

universalgeni sagde ...

Man kan lære sigselv, at smerten og minderne ikke behøver at følges ad.

Man kan være fuldt loyal overfor det menneske - der ikke er her mere og som man altid vil holde af - uden at sorgen skal følge med.

Det gælder også andre mennesker. De er her jo endnu. Man yder heller ikke dem fuld retfærdighed, når man har vemodet med sig i deres selskab.

Det er svært at skille sorg og minder, men det lader sig gøre. Minderne bliver der, mens smerten langsomt forsvinder.

Set i bakspejlet må jeg erkende, at jeg selv var alt for længe om det. Jeg mistede vigtige muligheder for altid i de år.

Jeg svigtede også migselv ved at lade det fylde for meget i for lang tid.

Mikael sagde ...

@Uni

Dymphna, som jeg referede til i min postering skrev til mig i en mail: "Helle will guide you to your next love" (Jeg tror ikke, jeg forråder nogen fortrolighed ved at citere dét.)

Det tror jeg hun har ret i, og du har også ret i, at man må prøve at komme videre. Nej, slet det, man SKAL videre, for ellers vil alting have været forgæves. Éns liv er ikke forbi før the fat lady sings. Det ved jeg godt altsammen. Jeg ved også godt, at jeg en dag vil blive forelsket i en anden kvinde og hun vil vil forhåbentligt også blive forelsket i mig.

Men lige nu er jeg stærkt i søvn-underskud, og det er lidt svært at tænke på andre end Helle!

Hvad der ikke skal forståes som en afvisning af dine overordentligt venlige ord. Tak!

universalgeni sagde ...

Rødvin hjælper også, skal jeg lige huske at sige. Både på sorg og på søvnløshed. :mrgreen:

Mikael sagde ...

Uni:

PT står der der to rødvinsflasker foran mig. Den ene er tom og den anden halvt fyldt. (Er der en eller anden subtil Yogi Berra-visdom i den sætning? Jeg véd det ikke, men er heldigvis også så senge-klar, at jeg er er ligeglad!) :-)

annalyttiger sagde ...

Tænk - jeg kan se det for mig. Sov nu godt, Mike.

Balder sagde ...

Sådan et personligt indlæg får mig lige til at stoppe op et øjeblik og vende blikket indad og til det nære.
Tak for at du ville dele din sorg med os andre.

Ulla Nørtoft Thomsen sagde ...

Alt det bedste herfra også, Mikael. Måske har du lyst til at læse et interview med Søren Gade:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/283630:--Tomrummet-efter-Helle

Yorkshireminer sagde ...

Dear Michael,
is it a year ago since your wife died. Words of comfort don't seem to help they always seem so inadequate how ever well they were meant. The pain is still the same, that lonely empty feeling. People have to experience your despair, and you can't comprehend that other people who have had the same experience can feel the same as you feel. Occasionally you get a letter of condolence that is simple and thoughtful that you know has been written from the heart, because they have been through the same pain that you realize that you are not alone. That is a great help. Unfortunately it doesn't help in the middle of the night when you wake up and reach over too cuddle up and you suddenly realize that there is no one there, then the tears begin to flow. I am finding this difficult to write, but I would like to make a few observations, they may sound silly but they are no less true and they might just give you some comfort.
Time heals, well to be honest not quiet, but the pain gets less, you get into a new routine you take over the jobs the wife did and it becomes a normal part of your life, your are once again gaining your independence. Kids certainly help at the beginning, you have a responsibility to them and satisfying their demands makes you forget your own pain and gives you a purpose. The problems come usually much later when they are growing up, they have done something that you are proud of such as winning a prize at school and when they go up too receive it you say too your self wont Helle be pleased, then suddenly realizing that she isn't there, then you hit rock bottom.
Michael I am truly sorry, but I can assure you the pain does get less

Deep regards

Yorkshire Miner

(Dave)

By the way make sure you look after my Danish Grandchildren they are important too me