Ævl fra en klog mand

Jens Smærup Sørensen har begået en kronik i Informeren omkring det luftige begreb "Danskhed". (h/t Urias-Posten)

Han skriver godt, den gode Sørensen, så meget må man lade ham. (Læs ham endeligt inden linket dør. Han våser, men han våser godt!) Han skriver faktisk væsentligt bedre end Rifbjerg, som han tydeligvis er ideologisk barn af. Det læses klart ud af en sætning som denne:

[V]i danskere [er] konstant på jagt efter noget at hænge den op på, vores fædrelandskærlighed. Vi véd jo godt, at det er et snoldet og forfjamsket land, vi elsker.

Nej Smærup Sørensen, "vi danskere" behøver ikke at sammenligne os med diverse forfejlede civilisationer eller spejle os i andre utvivlsomt fortrindelige kulturer. "Vi danskere" er, og har altid været, umådeligt åbne over for fremmede inspirationer (Ellers ville Jellingestenen nok ikke have eksisteret, og "vi" ville stadig have blotet på Alle Guders Dag) men der er nu engang en forskel på at være åben for påvirkninger (Kulturpåvirkningen fra Tyskland var f.eks. enorm i århundrederne før anden verdenskrig, langt større end amerikaniseringen er i dag, Det danske sprog er eksempelvis proppet med tyske og romanske låneord) og så at indtage en "fremmede" kultur med åbne arme under dække af, at alt andet ville være proviensiel kulturracisme.

Javist, i dag spiser danskerne både hvidløg og kebab og burgere, men det betyder ikke, at vi har den samme kultur som de har i Sydeuropa eller i Tyrkiet eller i USA. Det betyder bare, at vi har vænnet os til visse af deres fødevarer. Det er vi hverken blevet katolikker eller muslimer eller republikanerere af.

Hvorfor er det så svært for en forfatter, der at dømme ud fra hans sprog (jeg har med skam at melde ikke læst meget af ham) tydeligvis er yderst intelligent at forstå forskellen mellem at modtage impulser fra den store verden og så blive opløst i den selvsamme store verden, som et kilo salt, der bliver hældt ud i havet ud fra den betagtning at salt blot er et kemisk molekyle ved navn natriumklorid og at det derfor rent kemisk (eller kulturelt i denne sammenhæng) kan være ligegyldigt om man kondenserer det i Vadehavet eller i Tonkinbugten.

Jeg tror nok, saltudvinderne på Læsø (eller i Vietnam) vil have en del at indvende mod den betragtning.

Hvor er det ærgerligt, at en mand, der mestrer det danske sprog så godt er havnet på "den anden side". Rifbjerg har dog den undskyldning, at han er vokset op i (og selv bidraget til) et marxistisk-kulturradikalt miljø - en skanse som han aldrig har forladt - men Smærup Sørensen er altså en generation yngre - for Fanden, han er kun en halv snes år ældre end jeg - og burde egentligt vide bedre. Jeg var også engang en "halal-hippie", det har unægteligt ændret sig.

Kan hænde Smærup Sørensen også en dag vil melde sig på barrikaderne sammen med os andre.

I ain't holding my breath (hov, dér kom lige en kulturpåvirkning!), men alt kan jo ske i disse for vort land så interessante tider!