Obama havde forleden den frækhed at postulere at den nuværende krise "didn't happen on our watch." Nej det er fulstændigt rigtigt - selv om Demokraterne har haft absolut flertal i begge kamre i Kongressen og dermed uden videre kunne have standset det i opløbet, hvis det var det, de ville. Men det ville de ikke, for krisen er i bund og grund et resultat af Demkraternes politik - som både McCain og George Bush forsøgte at råde bod på, men uden held. Modstanden var for stor, og Gud forbyde at antyde, at det havde noget at gøre med de massive donationer fra finanssektoren, som ikke mindst Demokraterne har fået glæde af.
En kommentator, der kalder sig Heide på Poul Høis blog skærer det ud i pap, hvad bagrunden for krisen er. Jeg har tilladt mig at klippe-klistre indlægget her:
1979 Carter får en lov igennem (community reconstruction act) der angiveligt havde det velmenende formål at øge indvesteringen i den fattige del af byerne. Da Clinton administrationen ikke syntes det gik stærkt gennemførte justitsministeriet (janet Reno og Jamie Gorellick) med samvirken af Clinton’s budgetdirektør (Raines) at banker kun kunne få en god finansiel karakter hvis de lånte i større stil til kunder, der ingen jordisk chance havde for at kunne tilbagebetale deres lån.
Det gik godt i en del år sålænge boligpriserne steg. (lyder det velkendt?).
Da så Fannie May & Freddy Mac begyndte at få underskud startede ledelse med at fifle med regnskaberne (Jim Johnson & Franklin Raines igen). Ser man på deres regnskaber er der en årrække hvor overskudet lige nøjagtig nåede tærsklen for at udløse bonus til chefen (se ovenfor). Det medførte senere udløsningen af store bøder da sviget blev opdaget. På det tidspunkt var både Raines & Johnson med deres millioner for længst ude af billedet. Af en eller anden sær grund var der ingen, der undersøgte dem.
I 2003 forsøgte Bush at rydde op i suppedasen ved at få en lov om stærkere tilsyn gennem kongressen. (google John Snow og fannie may) - det blev skudt ned af demokraterne, først og fremmest Barney Frank, der udtalte at a)der var ingen problemer og b) det var uansvarlgt at tale om problemerne.
I 2006 var John McCain medsponsor for lovgivning, der havde til formål at skabe en myndighed til oversyn af Fannie og Freddy. Problemerne var da velkendte og Fannie og Freddy’s finansfup var offentliggjort. Igen skudt ned af demokraterne med Cris Dodd og Barney Frank i spidsen. (Tordenskjolds soldater)
Da husboblen brast og bankerne ikke havde nogen måde at balancere de dårlige huslån, som de var påtvunget af banktilsynet, begyndte indvesteringsbankerne at krakke. Og så rullede den lavine vi nu er vidne til. Det ser ud til at der en mindre lavine af samme natur i Danmark.
Politikere er ikke kendt for mandsmod - og specielt ikke i en valgkamp, så det bør ikke undre at kongressen popularitet er under 10% og at “the congresscritters” peger på alle andre end dem selv. Det fyger med “terminologic inexactitudes” for at bruge Churtchill’s terminologi.
Baladen i den forgangne uge er ikke ligefrem opbyggelig. Det hele kan se uoverskueligt ud, men følg tidslinien som udlagt ovenfor. Det er nemt at bekræfte den takket være “the Gorebot’s” fine opfindelse af internettet.
Vel talt, Heide. Og en illustrativ gennemgang af miséren kan ses her: Husk: There is no spoon
Bemærk, at høringen foregik i 2004!
Her er en humoristisk gennemgang af, hvordan markedet i virkeligheden fungerer. Nu forstår selv en økonomi-analfabet som jeg det hele meget bedre! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar