Taler man for døve øren har man ret til at blive voldelig

Bo Bjørnvig har en glimrende gennemgang af kultur-parnassets forståelse og empati for de unge autonomes volds-fest i forbindelse med rydningen af ungeren.

Weekendavisen (Link kræver abb., men er er nogle snips.):

Morsom er Line Knutzons reaktion: Først er hun ret så kritisk mod ballademagerne: »Indimellem har jeg haft lyst til at tage alle de her unge mennesker i nakken og sige: Nu skal I gå hjem. For I har et hjem. Lad være med at gøre jer til ofre, for vi lever bare i Danmark. Og vi har alt. Det her er ikke Bagdad eller Darfur, så skal vi ikke bruge kræfterne på nogle andre ting?«

Men så bliver hun taget i skole af sin far, Lars Knutzon, og som det pæne menneske hun er, lytter hun. Lars Knutzon siger: »Det vil jeg skide på. Jeg kan godt huske, hvordan det er at være 15 år. Vi er på vej ud ad en tangent, hvis det ikke længere er muligt at give lyd og råbe op og insistere på at ligne en bunke lort og have sin egen kultur.« Og datteren Line tænker: »Det ville han gerne forsvare, og det lukkede sgu lidt munden på mig.«

Hmm, Very nice language in front of the children Lars! Jeg mindes også at være 15 år. Øl, piger og knallerter. Jeg husker dog ikke, at have følt mig som en del af en sub-kultur. Men det har nok bare været mig.

Camilla Plum er lige så militant som Lars Knutzon: »Det er fuldstændig grotesk, at man rydder et hus, som en del af Københavns unge har været i i mange år. Det er, som om vi glemmer, at det er vores børn. Mine egne børn og mine venners børn er kommet derinde og har spillet derinde i årevis. Nu bliver de behandlet som pariaer. Og de bliver efter min mening tvunget til at være voldelige. Det er skandaløst, at Ritt Bjerregaard nægter at tale mere med nogle unge mennesker, der er kommende vælgere. Jeg synes, det var de unges eget valg, om de ville tage imod huset i Stevnsgade, og når de ikke har gjort det, så har de garanteret deres grunde til det. Og jeg glæder mig til at se, hvad det homoseksuelle miljø vil sige til at få den næste tur.«

Hvad de homoseksuelle har at gøre midt i det hele står hen i det uvisse – de trækkes åbenbart nu ind af alle og enhver fra Morten Kaplers til Plum. Men igen: de unge fra u-huset kunne ikke andet end blive voldelige og var i deres fulde ret til det. Gad vide hvad Plum havde sagt, hvis de havde raseret hendes køkkenhave, som de raserede Christianshavns Gymnasium.

Et par andre velgennemtænkte reaktioner fra avantgarden:

Ursula Andkjær Olsen, poet: »De, der begræder Ungdomshusets endeligt – og herunder jeg selv – plejer at sige, at der i et samfund som vores skal være plads til den slags.«

Nikolaj Nørlund. Musikproducent og sanger: »Jeg synes, det er en lidt hysterisk reaktion, der har været på den udtryksmåde, de unge har valgt. Jeg går ikke fuldstændig i spåner over, at folk råber lidt i gaden.«

"Råber lidt i gaden"!



Jeg lader den stå et øjeblik.

Men lad mig slutte hvor Bjørnvig starter. Nemlig med en helt fantastisk udtalelse fra Morten Hartz Kaplers, manden bag filmen AFR:

»MENS jeg har gået og lavet min film, har der været ret meget snak om ytringsfrihed. Men jeg har hele tiden haft den her fornemmelse, at mange har glemt, at friheden til at ytre sig også forpligter til at lytte. Og Emil i filmen, ham er der ingen der lytter til,«

Nej, nej og tre gange nej! Ytringsfrihed indebærer netop ikke lytningspligt!

Har jeg pligt til at høre på sindsyge neo-nazister for ikke at tale om deres skinhead-musik. Skal jeg linke til Combat 18 på denne beskedne blog, fordi alle har pligt til at lytte til deres meninger? Hvis jeg ikke sætter mig ned og opmærksomt lytter til deres idioti, er jeg så medskyldig i hooliganisme og mord på tilfældige immigranter? Behøver jeg nødvendigvis høre på Hizb-ut-tahrirs afsindige had for ikke at blive personligt ansvarlig for, at galninge en dag sprænger sig selv i luften i metroen?

Eller er jeg, og samfundet som helhed kun forpligtet til at spidse øren når det er den yderste venstrefløj og deres støtter i intelligentsiaen der ytrer sig? Af én eller anden grund har jeg jeg på fornemmelsen, at det er det Kaplers mener.

I så fald vil jeg hermed i al offentlighed undertrykke Kaplers grundlovssikrede ytringsfrihed på det groveste ved at lade være med at købe en biografbillet. Faktisk tror jeg hellere jeg vil se 300. Den er trods alt blevet forbudt i Iran, hvilket turde være en kvalitet i sig selv. En ære Kaplers kun kan drømme om.