Regelmæssige læsere af denne beskedne blog vil vide, at jeg er noget af en gnaven gammel mand, der finder behag i at ironisere over verdens fortrædeligheder.
Men af og til "møder" man et menneske, som det simpelthen ikke er muligt at håne, spotte eller latterliggøre. Således så jeg ved et rent tilfælde Den 11. Time, et program jeg ellers omhyggeligt holder mig langt væk fra al den stund, at jeg ikke kan døje hverken værten eller formen. Men denne gang var det anderledes, måske fordi værten, Mikael Bertelsen, for en gangs skyld holdt sig fra sine bevidste pinligheder og tydeligvis var dybt fascineret af sin gæst, Jørgen Sonne. Og det samme blev jeg!
Jørgen Sonne: 'en levende elsker går over til sin døde elskede og begynder at rive i hende, fordi han vil elske med hende igen. Og det gør ondt på hende - hun skriger'
Mikael Bertelsen: 'Men hun er jo død...'
Jørgen Sonne: 'Ja, men sådan noget kan man i digte, ikke?'
Guderne skal vide, at jeg ikke bryder mig om tanken om, at skatteyderne skal give "kunstnere" livslang støtte, men efter at have set programmet vil jeg gladeligt øremærke min egen skatteindbetaling til Hr. Sonne. Hver en krone skal være ham vel undt!
Manden er 82 og koketterer med, at han aldrig har lært et digt udenad. Hvis digtet er godt, så sidder det uden videre fast i hans hukommelse i al evighed.
Programmet kan ses her. En sand tour de force af en aldrende digter!
Update: OK, nu skrev jeg lige, at jeg ikke kunne døje Mikael Bertelsen, men ingen regel uden undtagelse.
Med tak til Helen Latifi for at minde mig om dette indslag. Ret skal være ret, slet ikke ueffent af Bertelsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar