Danskerne giver Israel et håndfast skulderklap i den nu fire uger lange krig mod Hizbollah-militsen i Libanon. Hele 57 procent mener, at det er Hizbollah, der bærer ansvaret for konflikten, mens 37 procent peger på Israel.
Samtidig erklærer knap hveranden dansker - eller 48 procent, at de har mest sympati for Israel, mens den shiamuslimske milits kun bakkes op af syv procent, der især findes blandt de vælgere, der stemmer på venstrefløjen.
Det viser en meningsmåling, som Gallup Instituttet har gennemført for Berlingske Tidende.
Regeringen kan ligeledes notere sig, at den har hele 61 procent af vælgerne bag sig, når den afviser kravet fra især Socialdemokraterne om at flytte de danske styrker fra Irak til en international fredsstyrke i Libanon.
Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Mogens Lykketoft, beklager, at et flertal af danskerne giver grønt lys til regeringens håndtering af konklikten, og det kun er omkring hver femte, der vil flytte Irak-styrken til Mellemøsten, hvor den ifølge Socialdemokraterne vil kunne gøre større gavn.
»Men det er muligvis udtryk for, at de fleste mener, at det vil være en endnu mere risikabel operation i Libanon, hvad det også meget vel kan være. Og samtidig kan det spille en rolle, at danskerne tvivler på, om det overhovedet kan lade sig gøre,« siger Mogens Lykketoft.
Det tror jeg ikke. Jeg tror, Lykketoft taler uden om for at skjule det faktum, at han ikke aner, hvad han taler om. Ideen om at flytte styrken i Irak til Libanon "hvor den kan gøre nytte" er nok et af de mere tåbelige fra det hold. Det minder lidt om dengang en anden tidligere S-formand, Svend Auken (han var dog vistnok formand da han sagde det, det er ikke til at holde rede i alle de formænd efterhånden) var imod dansk deltagelse i den første Golfkrig med begrundelsen, at de danske tropper "bare ville gå i vejen for de andre!"
Ud over, at den danske styrke i høj grad gør nytte i Irak, så lider Lykketofts idé også af en anden svaghed. Lad mig citere fra et indlæg i Weekendavisen denne uge af en Jakob Schiønnemann, sergentelev ved sprogofficersuddannelsen:
[der]opstår en logistisk problemstilling ved i al hast at flytte soldaterne fra Irak til Libanon; det er ikke udelukkende et spørgsmål om at fragte tropper fra A til B. De første folk fra hold 8, der skal overtage kommandoen i Irak medio august lander i Camp Danevang i næste uge. Og Socialdemokratiet vil næppe få nemt ved at overbevise nogen om logikken i at sende dem hjem igen og i stedet klargøre til en helt anden mission end den, man har trænet til de sidste otte måneder.
Så meget for Lykketofts forslag, som da også bliver mødt med en hovedrysten af langt de fleste danskere. Måske med undtagelse af de syv procent, der har sympati for Hizbollah.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar