Søvndals virkelighed - og virkeligheden

Min gamle ven, Villy Søvndal har begået et debat-indlæg i Kristeligt Dagblad. Det er lidt svært at regne ud, hvad formålet med artiklen er, al den stund, at han skyder med spredehagl på alt, hvad der rører sig, men så vidt jeg kan fornemme er han især utilfreds med, at vesten gik ind i Irak.

Efter en længere indledning - som jeg skal spare læseren for, men som i høj grad kredser om Komiske Ali, den tidligere irakiske informationsminister ("Der er ingen amerikanere i Bagdag!")

Søvndal mener, at Anders Fogh og resten af den borgerlige side i Folketinget lider af den samme virkeligheds-fornægtelse som Ali, men hans (altså Søvndals) argumenter begynder at virke lidt trætte:

Nu bryster det borgerlige Danmark sig jo altid af, at det forholder sig til virkeligheden, mens venstreføjen er så fokuseret på idealerne, at vi forveksler ideal med virkelighed. Jeg må melde hus forbi: Irak-krigen har fra sin start været styret af en ideal forestilling om, at amerikanske værdier og en helt speciel version af demokratiet ville få irakerne til at lægge blomsterkranse om halsen på koalitionsstyrkerne og smide konfetti fra vinduerne.

For Søvndal er amerikanske værdier og idealer som bekendt de værste af alle værdier.

Den idealstyrede forestilling om, at krigens - på papiret - noble værdier ville garantere sejren, har vist sig som én af de største udenrigs- og sikkerhedspolitiske fiaskoer i årevis.

Javist, større end alle de andre forsøg - krige, missilangreb, økonomiske sanktioner, der kun berigede Saddam og visse korrupte politikere og FN-embedsmænd - på at få en gal diktator fjernet fra magten. Se, det viste sig immervæk at være en fiasko.

Den næste sætning må jeg have læst mindst tyve gange - og jeg forstår stadig ikke et kvidder. Jeg går ud fra, at det en eller anden ombrydningsfejl fra avisens side, men uanset hvilke ord jeg prøver at tilføje eller fjerne giver den stadig ikke megen mening.Måske andre kan være behjælpelige med et forslag:

Og det er fra de nykonservative og fundamentalistisk-kristne høge i USA til Anders Fogh Rasmussen, der har ladet sig drive frem på larvefødder og i apachehelikoptere for en idé i deres hoveder - en idé uden hold i virkeligheden.

Nej, jeg opgiver.

At man så hurtigt efter [krigen] måtte begynde at skole sine egne Komiske Ali'er til at forsøge at bilde verden ind, at alt er godt i Irak, mens det er åbenlyst for enhver, at alt er forfærdeligt i Irak, er derfor en bitter ironi.

Men alt er jo netop ikke forfærdeligt i Irak. Der er blevet afholdt det ene frie valg efter det andet med en overvældende vælgertilslutning, der er dannet en regering, efter alle parter havde indset nødvendigheden af et kompromis ( måske er det, Søvndal mener med en helt speciel version af demokratiet, SF er jo ikke ligefremt kendt for at mestre kompromiets kunst ) der bliver bygget skoler, politi og militær bliver uddannet så de selv kan varetage sikkerheden i landet. Der er stadig meget vold, men langt hovedparten skyldes kriminelle, ikke terrorister, selv om det er det sidste, der får spalteplads i medierne.

Sandheden er, at vi har en regering som på mange områder ser stort på virkeligheden (..) Det gælder hele opgøret med smagsdommere og eksperter, det gælder miljødebatten med Bjørn Lomborg

Hvad er der med den Lomborg, siden han åbenbart har antaget skikkelse af en Mørkets Fyrste, der har fuldkommen kontrol over miljøpolitikken?

[D]et gennemgående træk, [er] at regeringen Fogh ikke tåler, at dens intentioner og idealer modsiges af virkeligheden.

Det er utroligt så forskelligt virkeligheden kan opfattes. Personligt er jeg glad for, at jeg ikke lever i den samme verden som Villi Søvndal.