Hun lægger ud med overskriften "Søvndals demagogi", så er stilen ligesom lagt:
Hvor må det være nemt at være SF'er: fast plads i hængekøjen, langt væk fra virkelighedens ubehagelige dilemmaer og ansvarets vanskelige forpligtelser. Til gengæld véd man altid lige, hvordan det hele burde ordnes – udstyret, som man er, med en mageløs selvgodhed, der i et snuptag samtidig deler de(t) gode fra de(t) onde!
I skåltaler og pjecer hævder SF'erne, at de søger international solidaritet og internationale løsninger. Der er her kun ét problem: Stort set hver gang det lykkes at samle internationale kræfter om en konkret handling, og der bliver banket på Danmarks dør, så er SF ikke hjemme. Ikke lige dén dag. En anden dag! Og på en lidt anden måde. Så måske! Frem for at risikere noget vælger man at bruge kræfterne på at kritisere dem, der tør og gør noget. Og man holder sig ikke for god til ikke også at beklikke disse aktives motiver og forfalske deres mål og argumenter.
Det er Villy Søvndals faste fremgangsmåde – også i diskussionen om vort engagement i Irak – senest den 9. august i Kristeligt Dagblad. Først hævdes det, at regeringen ikke vil diskutere emnet, dernæst begrundes den falske påstand med en kæde af usandheder lige fra falske påstande om, hvorfor vi ville gøre op med Saddam Hussein til, at vi bare er et halehæng til USA's nuværende ledelse, og at ondt nu i øvrigt blot er blevet værre for irakerne.
Villy Søvndal hævder, at målet var at finde masseødelæggelsesvåben og stoppe den globale terror. Ikke at der er noget i vejen med disse mål; men det var altså ikke de specifikke mål med aktionen. Og det véd Villy Søvndal udmærket. Læs beslutningsforslagets 13 begrundelser, her står ikke, at målet er at finde masseødelæggelsesvåben, men at gennemtvinge overholdelsen af FN's Sikkerhedsråds krav!
Vi sagde ja til aktiv deltagelse, fordi Saddam Hussein længe nok havde spillet kispus med det internationale samfund ved igennem mere end 12 år at have undladt at leve op til FN's resolutioner og dermed våbenhvilebetingelserne fra Golfkrigen – og fordi han i praksis havde vist sin despotiske farlighed over for såvel naboer som egne borgere – koldt og kynisk havde han nedslagtet i titusindvis af mennesker med masseødelæggelsesvåben.
Vi stod i et handlingens øjeblik, hvor en international koalition viste villighed til at sætte en stopper for en af denne verdens farligste tyranner. Pasivitet ville styrke Husseins position. Alle véd, at det kan være svært at holde momentum i en international koalitions handlekraft.
Men at bilde nogen ind, at vi har troet, at den internationale terror kunne stoppes med standsningen af Saddam Hussein, er ikke fremmende for en saglig debat om vor tids største trussel mod trygheden i menneskers hverdag.
Det ændrer imidlertid ikke på, at såvel regeringen som regeringspartierne igen og igen har deltaget i den offentlige debat – også med hr. Søvndal.
Jeg har ikke hørt én eneste SF'er åbent beklage, at det lykkedes at fjerne Saddam Hussein! Blot skulle det ikke være dén dag og på dén måde!
Et politisk, demokratisk spor er indledt. Tre demokratiske valg og en ny forfatning er det blandt andet blevet til. I et forsøg på at dæmme op for de voldsomme modsætninger, der findes i landet, er en koalitionsregering dannet, hvori de forskellige grupper er repræsenteret.
Mange frie medier er dukket op. Man er godt på vej til, at irakerne selv kan overtage ansvaret for deres eget land. Men der er selvindlysende nok meget tilbage at gøre. For koalitionen og ikke mindst for irakerne selv.
Vi er med i koalitionen, så længe de legitime ledere i Irak beder os om det; så længe FN beder os om det, og så længe vi selv mener, at vi gør en positiv forskel. Alt andet ville være at svigte.
Når SF og andre kræver, at irakerne hurtigst muligt overlades til at sejle deres egen sø, hvem er det så, de er solidariske med? Er det de almindelige irakere? Er det de demokratisk valgte irakiske ledere? Er det FN, eller er det SF's egen velbehagelighed, som tror, at pasivitet er ansvarsfri og mere etisk forbundet med "det gode" end de handlinger, der konstant bevæger sig imellem det virkelige livs dilemmaer, men som til gengæld er den eneste vej til forandringer og dermed til forbedringer?
Vel talt, Pia. (Se evt. også mit tidligere indlæg her på bloggen.
Jeg skal være den første til at indrømme, at Pia Cristmas-Møller er mere ferm til svinge krabasken end jeg.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar