Løgne og halve sandheder

Jyllands-Posten har en god og tankevækkende leder i dag, søndag.

UANSET hvad der præcist skete, og hvad der præcist blev sagt, sunget og gjort under en ganske fugtig sammenkomst i restaurant Grøften i Tivoli den 13. april, tegner der sig nu et billede af en pseudoskandale, som alene har fået liv på grund af dagbladet B.T.

14 dage efter konstaterede avisen på forsiden, at folketingsmedlem Morten Messerschmidt »Hylder Hitler i Tivoli.«
Det viser sig, at han har sunget én tysk sang, nemlig den tyske nationalsang, som er skrevet i 1841, altså nogle år før nazismens indtog i Tyskland. Det første vers anses i Tyskland i dag for højst upassende, fordi det associerer til nazisternes misbrug af sangen, men at kalde den for en nazi-sang er mildt sagt en tilsnigelse, og forsideoverskriften »Hyldede Hitler i Tivoli« er der slet ikke belæg for. (...)

Sagen er endnu et ubehageligt eksempel på, at en medieskabt begivenhed på kort tid kan blive oplevet virkelighed, og at løgn og bagtalelse på uhyggeligt kort tid kan overtage mediebilledet.

Messerschmidt har med egne ord været fuld, plat og pinlig og dermed bragt sig i en sårbar position, men det er der sandt at sige andre politikere, der har præsteret uden at betale med deres politiske karriere.

Et andet eksempel på en løgn, der hurtigt blev til en medieskabt sandhed, overgik folketingsmedlem Søren Krarup fra Dansk Folkeparti. Gratisavisen Nyhedsavisen meddelte på forsiden, at Søren Krarup kaldte homoseksuelle for handikappede.

Det var en bevidst svinestreg fra Nyhedsavisens side, for redaktionen måtte vide, at Krarup blot havde påpeget den biologiske kendsgerning, at homoseksuelle ikke kan få børn sammen og tilføjet, at det godt kunne betegnes som et handikap.

Forskellen er åbenlys, men i løbet af kort tid havde pressen - beklageligvis også denne avis - adopteret påstanden om Krarups generelt fornærmende betegnelse af homoseksuelle.

Rækken af medieskabte sandheder er lang og trist. Det betragtes i dag næsten over alt som en kendsgerning, at Karen Jespersen som indenrigsminister over en kam ville have deporteret asylsøgere til en øde ø.

Sandheden er, at hun alene talte om kriminelle østeuropæere, som i ly af en asylanmodning kom hertil for at udøve deres kriminalitet. Om disse kriminelle sagde hun, at de burde isoleres et sted, hvor de ikke kunne udøve deres kriminalitet, og tilføjede: Det kunne være en ø.

Allerede næste dag var øen blevet ØDE og har været det lige siden.

Henrik Gade Jensen måtte forlade sin stilling som spindoktor for kirkeministeren, fordi dagbladet Information løgnagtigt havde tillagt ham nazi-sympatier.

Den afskyelige sentens, »hvad ikke alle kan lære, må ingen lære,« tilskrives Ritt Bjerregaard fra hendes tid som undervisningsminister. Hun har hverken sagt eller skrevet det, men citatet hænger ved.

Disse eksempler tjener til både selvransagelse og øget ansvarlighed i medierne. Internetmediernes sekund-til-sekund-nyhedsformidling skærper kravet om kontrol og eftertænksomhed, for en løgn kan på sekunder være læst, gentaget, forstærket og dermed være stort set umulig at trække tilbage.

De mindre løgne kan være irritationsmomenter. De store kan ødelægge mennesker.

Avisen bringer ligeledes et glimrende læserbrev om sagen. (h/t: Universalgeniet. Læs også Jarl Corduas fortrindelige opsummerering af sagen.