Et ton (bullshit) mindre, tak

DR's Aftenshowet havde her til aften to klimaeksperter inde og diskutere Den Globale Opvarmning, nemlig sangerne Peter Belli og Dicte. Sistnævnte havde fået til opgave af Miljøministeriet at lave en sang, der skal få os hver især til at udlede et ton mindre CO2 om året.



Dicte, som den følsomme kunstner hun er forklarede den venlige studievært, Peter Kjær, hvor hårdt det havde været at få inspiration til sangen, men heldigvis havde hun sin fire-årige søn, der kunne stille de relevante spørgsmål. Den slags har små børn det jo med at spørge om, F.eks. "Hvad var det dig og far lavede i nat siden du larmede sådan?"

Men i det givne tilfælde havde Dicte og purken set et nyhedsindslag om et "isbjerg, der havde revet sig løs fra Canada," og drengen havde spurgt om det kunne ramme os. Denne hændelse, der nok er enestående i Verdenshistorien er utvivlsomt medvirkende til, at en del af sangen lyder:

Har vi feber
Og istid på vej?

Et helt naturligt spørgsmål i debatten om global opvarmning.


Peter Belli på sin side forklarede, at han skam også gør sin pligt i forhold til miljøet. Han køber således ikke længere "skrabeæg fra burhøns", men udelukkende fra fritgående høns, "så det er virkeligt noget jeg går op i", som han fortalte, uden det helt gik op for mig, hvordan hans blødkogte morgenæg nedsætter hans udledning af CO2. Men jeg er jo heller ikke klimaekspert.

Eller sanger.

Sangen (som slet ikke er dårlig, hvis man kan abstrahere fra teksten) kan høres her i ikke færre end fire versioner. Gad vide, hvad en mixer-pult bruger i strøm. Nå, jeg vil antage, at den er blevet drevet af solenergi, og at de fire producere har kørt på cykel da skulle i studiet for at remixe sangen. Alt andet ville jo være miljømæssigt helt uansvarligt.