Så skete det endeligt: Naser Khader tog konsekvensen af de mange tabte magtkampe i Det Radikale Venstre og har dannet et nyt parti, Ny Alliance sammen med partifællen Anders Samuelsen samt Gitte Seeberg fra de Konservative.
Så hvad vil det så betyde på Borgen? Det nye parti (der allerede i skrivende stund har næsten 3000 medlemmer) har erklæret sig som et "borgerligt midterparti, der vil bygge bro mellem blokkene". Ikke det mest revolutionerende budskab man har har hørt, men i konsensus-Danmark er der ikke mange stemmer i at være på fløjene.
Foreløbigt har partiet ikke et egentligt program, men på hjemmesiden kommer de med nogle - temmeligt luftige - hensigtserklæringer: Skatte-reform, der skal sænke skatten på arbejde, "human flygtningepolitik", 1% af BNI til udviklingsbistand, en faglig og kreativ folkeskole osv.
Altsammen noget, der skal appellere til de såkaldte "anstændige" borgerlige vælgere.
Hvad sker der, hvis partiet kommer ind ved næste valg?
R vil utvivlsomt miste nogle mandater, men da Jelved ikke har formået at bruge de mandater hun allerede har til noget som helst, kan hun jo være ligeglad. Hvis Marianne Jelved får en vælgerlussing vil hun formentlig trække sig tilbage og overlade ruinerne til Margrethe Vestager.
Alliancen vil sikkert også suge nogle stemmer fra S og V til sig, men næppe i større mængder.
Nej, er der en mand, der ikke sover godt i nat er det Bendt Bendtsen. Store dele af hans bagland er lede og kede af samarbejdet med Dansk Folkeparti og dette initiativ kommer som sendt fra himlen. Hvis de "anstændige borgerlige" finder på at masse-udvandre fra de Konservative i protest mod det "vulgære" DF, har Bendtsen et alvorligt problem.
Det samme har Anders Fogh. Han vil risikere at blive tvunget til at vælge mellem DF og Alliancen. For en sikkerheds skyld har han da også allerede været ude med en fremstrakt hånd til Khader & Co.
Det skal i hvertfald blive interessant at se, hvad der videre sker.
Update: Jarl har naturligvis a field day. Bør ikke misses!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar