Hirsin Ali-sagen koster Hollands regering livet

Hollands regering træder tilbage
Baggrunden er en strid om indvandrerministeren og måden, hun har håndteret sagen om den islam-kritiske Ayaan Hirsi Ali.

Den hollandske regering træder tilbage.

Det oplyser premierminister Jan Peter Balkenende.

Han fortalte torsdag aften parlamentet, at den regerende koalition er brudt sammen, og at han vil gå til dronning Beatrix for at fortælle, at der udskrives valg.

Baggrunden er en strid om indvandrerminister Rita Verdonk og måden, som hun håndtere sagen om den islam-kritiske Ayaan Hirsi Ali.

Så langt er de fleste danske medier enige (al den stund, de citerer det samme Ritzau-telegram.) Politiken har dog sin helt egen vinkel på sagen:

De hollandske myndigheder fratog Hirsi Ali hendes statsborgerskab, på grund af anklager om at hun havde fået opholdstilladelse på falsk grundlag. Senere besluttede indvandrerministeren imidlertid, at hun kunne beholde statsborgerskabet.

Politiken vender sagen fuldstændigt på hovedet. (Avisen nævner ikke Ritzau, men krediterer sig selv) De får det til at lyde som om, det var benhårde bureaukrater i ministeriet, der havde frataget Hirsi Ali hendes statsborgerskab, en beslutning den behjertede Rita Verdonk omgjorde, hvilket så skulle være grunden til at regeringen nu må træde tilbage.

Faktisk var det Rita Verdonk, som insisterede på, at Hirsi Ali skulle fratages sit Hollandske pas, en beslutning hun fik en voldsom kritik for. Hun blev bl.a grillet i en maraton-parlamentsdebat, som Zacht Ei fulgte live.

DR har en anden og nok mere realistisk forklaring på regeringens tilbagetræden:

Beslutningen kommer efter at det mindste parti i regeringen, D66, har mistet tilliden til immigrationsminister Rita Verdonk oven på sagen om forfatteren og det tidligere parlamentsmedlem Ayaan Hirsi Alis statsborgerskab.

DR for to dage siden :

Hirsi Ali har været under skarp kritik, fordi hun opgav et falsk navn og fødselsdag, da hun kom til Holland i 1990erne på flugt fra et arrangeret ægteskab. Oplysningerne fik i sidste måned indvandringsminister Rita Verdonk til at annullere Hirsi Alis statsborgerskab.

Men nu seks uger senere siger Rita Verdonk, at Hirsi Ali alligevel kan beholde sit hollandske pas på grund af nogle særlige regler.

Så et skridt frem og ganske mange tilbage for "Jern-Rita", som havde håbet på at blive Hollands næste statsminister ved at profilere sig som en hård, indvandrer-kritisk politiker. Desværre for hende var muslimen Hirsi Ali endnu mere kritisk overfor islam end Verdonk - og også mere populær.

P.S. Christopher Hitchens har en god gennemgang af sagen. Han byder hende velkommen til USA, man jeg er enig med ham i, at vi har mere brug for hende i Europa.

Muslimske friskoler - så det kan lade sig gøre

(Beklager de sidste dages tavshed. Tekniske problemer. Hats off til de søde drenge og piger i TDC's support!)


Berlingske Tidende har i dag en temaside om de muslimske friskoler, som jeg før har kommenteret på.

Friskolen Al Quds Skole på Nørrebro i København har netop fået ophævet det skærpede tilsyn, som Undervisningsministeriet har haft på skolen de sidste to år.

Baggrunden var dyster nok:

Efter et møde med skolens medarbejdere begyndte de anmeldte og uanmeldte besøg. To til tre tilsynsførende overværede i alt 46 lektioner.

De koncentrerede sig især om fagene dansk, engelsk og matematik, men også naturfag og de humanistiske fag som historie, religion og samfundsfag blev vurderet, mens f.eks. arabisk ikke indgik i undersøgelsen.

De tilsynsførende havde ikke mulighed for at observere i musik, håndarbejde, sløjd og hjemkundskab, fordi fagene ikke fandtes på skolens skema.

Karaktererne var elendige, og det samme var lærerne:

De 272 elevers karakterer lå væsentligt under landsgennemsnittet for både folkeskolen og frie grundskoler, og mindre end halvdelen af lærerne havde en læreruddannelse: fire lærere havde en dansk lærereksamen, mens tre havde lærereksamen fra henholdsvis Syrien, Jordan og Marokko.

I den tilsynsrapport, som blev udarbejdet efter Undervisningsministeriets første besøgsrunde, står der følgende om matematikundervisningen:

»Hos flere af underviserne har tilsynet konstateret direkte fejlagtig faglig formidling af matematiske udtryk og forklaringer, hvilket indebærer, at eleverne lærer forkerte grundbegreber og fejlbehæftede algoritmer. Hos disse undervisere er der ikke konstateret en differentiering af forklaringer i forhold til den enkelte elevs forståelsesniveau af en given problemstilling«.

Hertil kom, hvad der må betegnes som en dødssynd af en skole, der skal forberede eleverne til at begå sig i det danske samfund: Børnene lærte ikke dansk.

Herefter kommer tilsynsrapporten ind på, hvad der er at udsætte på danskundervisningen: »Det er stærkt kritisabelt, at skolen ikke har valgt at tilbyde dansk som andetsprog til elever over 3. klasse. Det er stærkt kritisabelt, at skolens lærere ikke i højere grad tilgodeser fagområdet dansk som andetsprog i hele skolens undervisning.«

Al Quds Skole fik et år til at gøre noget ved tingene, ikke mindst at indføre dansk som undervisningssprog. Truslen om mere tilsyn og en mulig lukning fik ledelsen op af stolene.

I den mellemliggende periode ansatte skolen otte nye lærere, alle med dansk lærereksamen, heriblandt en erfaren lærer til specialundervisning, og den fik tilskud til 22 lektioner i dansk som andetsprog til eleverne. Skolen købte materialer til mere praktisk og eksperimenterende matematikundervisning, etablerede håndarbejdslokale, købte symaskiner for 30.000 kr. , og investerede 100.000 kr. i et gymnastiklokale.

Nu ved jeg ikke hvordan de 22 lektioner i dansk som andetsprog er fordelt. Forhåbentligt over en kortere periode, end et helt skoleår.

I en relateret artikel citerer Berlingske kontorchef Bodil Rasmussen fra Undervisningsministeriet. Hun er stadig ikke helt tilfreds, men mangelen er dog "relativt lille":

Den er ikke ubetydelig eller uvæsentlig, men fylder alligevel ikke nok til at opretholde et yderligere tilsyn med skolen, men vi vil genbesøge skolen for at vurdere kvaliteten i undervisningen i dansk som andetsprog.

Så det kan altså lade sig gøre, at muslimske skoler opper sig lidt og måske indser, at deres elever faktisk skal kunne fungere her i landet, når de er blevet voksne. Blot sørgeligt at der skal en kæp/gulerod til (trussel om lukning /tilskud til mere dansk) før skolerne indser det.

Søvndal taler igen mod bedre vidende

___________________

UPDATE: Jeg har ændret overskriften lidt, da den oprindelige måske lænede sig lovligt meget op ad en æreskrænkelse.
Denne blogs politik er, at teksterne nok kan være sarkastiske, men ikke perfide. Hån, spot og latterliggørelse er helt i sin orden, det er injurier ikke.
___________________

Så er Villy Søvndal i gang igen. Hans frustation over at være aldeles uden indflydelse på noget som helst går nok engang ud over George Bush, denne gang i et interview i Berlingske Tidende i dag. (via Angantyr)

»Nej, der hvor jeg bliver bekymret, det er, når det kommer til en person som den amerikanske præsident George W. Bush, hvor Gud taler til ham og siger »George, nu skal du gå i krig i Afghanistan«, og det gør han så, og »George, nu skal du smide tyrannen ud i Irak«, og det gør han så. Det er for mig at se religiøs fanatisme, det er misbrug af religionen.

Villy viderebringer her en påstand formidlet af BBC i oktober sidste år, hvor den palæstinensiske "udenrigsminister", Nabil Shaath, påstod, at George Bush havde sagt, at han havde en direkte linie til Gud.

Nabil Shaath says: "President Bush said to all of us: 'I'm driven with a mission from God. God would tell me, "George, go and fight those terrorists in Afghanistan." And I did, and then God would tell me, "George, go and end the tyranny in Iraq …" And I did. And now, again, I feel God's words coming to me, "Go get the Palestinians their state and get the Israelis their security, and get peace in the Middle East." And by God I'm gonna do it.'"

Svaret fra det hvide hus kom omgående. Ved pressebriefingen kaldte præsidentens talsmand, Scott McClellan, påstanden for absurd (nederst på siden):

Q Have you ever heard the President say that God told him to invade Afghanistan and Iraq and --

MR. McCLELLAN: No, and I've been in many meetings with him and never heard such a thing.

Q Are you aware of the -- there's a BBC broadcast tonight that's quoting the Palestinian Prime Minister and Foreign Minister as saying that they were in a meeting with the President in June of '03, and there are some very detailed quotes here, saying that the President said to them, "God told me, 'George, go and fight those terrorists in Afghanistan,' and I did," and then "God told me, 'George go and end the tyranny in the Iraq'" and so forth and so on?

MR. McCLELLAN: No, that's absurd. He's never made such comments.

Q Were you in the meeting when that took place?

MR. McCLELLAN: I've been in meetings with him with President Abbas; I didn't travel on that trip, if you're talking about to Jordan. But I've been in many meetings with the President with world leaders where he's talked about this.

Q So you don't know about the June '03 meeting?

MR. McCLELLAN: No, I checked into that report and I stand by what I just said.

BBC bragte en slags dementi af deres historie næste dag!

Så Villy Søvndal taler (igen) mod bedre vidende. En mulig forklaring på det ret beset bizare Bush-citat kan læses på denne blog:

Before you jump to any conclusions, remember that you are reading a translation of a translation of a translation. Mahmoud Abas does not speak English. Bush does not speak Arabic. If Bush said these words, or something like them, Abas heard them from a translator. Then Abas repeated them, as he remembered them a couple of weeks later, in Arabic. Some unknown person wrote down what he thought he heard Abas say. Then Regular, or someone at Ha'aretz, translated them back into English-or perhaps first into Hebrew and then into English.

Og lige for god ordens skyld, så taler vi ikke om en højresnoet, republikansk cowboy-blog, hvilket allerede næste afsnit viser:

Clearly, we don't yet know what Bush said, or why. Just as clearly, the man has some explaining to do. And whatever the truth of the matter, he has serious problems.

Men Villy Søvndal kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at køre løs med sin rutinemæssige Bush-Bashing.


Under den amerikanske borgerkrig blev Admiral Farragur berømt for sit kampråb: "Damn the torpedoes! Full speed ahead!"

Søvndals motto synes at være: "Damn the truth! Full speed ahead!"

Ahmadi-Nejad - nuklear selvmordsbomber

Basjidi - den iranske revolutions børnehær - lagde grunden til religiøst betingede selvmordsattentater. Blandt dem, der sendte 14-årige drenge på slagmarken for at rydde miner med deres kroppe, var Irans nuværende præsident.

Weekendavisen bringer denne weekend et tankevækkende essay af den tyske politolog Matthias Küntzel omkring oprindelsen af den islamiske selvmordsterrorisme. (Ikke online, en engelsksproget version kan ses her)

Da Saddam Hussein angreb Iran i 1980 så Khomeini det som en gave fra himlen. Nu havde han chancen for gennem-islamisere det iranske samfund. Til det formål blev en folkemilits - Basjidi - oprettet. Den rekrutterede blandt drenge mellem 12(!) og 17 år såvel som mænd over 45. De fik en uddannelse på nogle få uger, mere ideologisk end militært, og blev så sendt til fronten.
Deres opgave var at rydde minefelter ved ganske enkelt at storme hen over dem, eller at fungere som ren kanonføde ved at kaste sig mod irakernes velbefæstede stillinger.

"De kommer i kæmpe horder og stormer med svingende næver vores stilling", klagede en irakisk offcer i sommeren 1982. "Man kan skyde den første bølge og den anden, men der kommer et tidspunkt, hvor ligene tårner sig sådan op foran dig, at det eneste du vil er at græde og smide dit gevær, det er jo alt sammen mennesker.

I foråret 1983 var ialt 450.000 Basidjier blevet kommanderet til fronten, hvor de gjorde tjeneste i tre måneder, inden de blev sendt hjem.

Hvem var disse børn og hvor kom denne fanatiske dødsforagt fra?

Først og fremmest blev de rekrutteret blandt de allerfattigste, oftest var de analfabeter og de kom som regel fra de mest konservative dele af landbefolkningen (Basidji-e Mostasafan, som er bevægelsen fulde navn, betyder "de mobiliserede undertrykte"). De gik til angreb under kampråb som "mod vor tids Yazid!" "Hussein-karavanen fortsætter!" "Et nyt Kerbala venter os!"

Küntzel Forklarer:

Yazid, Hussein og Kerbela er nøglebegreber i den shiitiske religion. Deres oprindelsesmyte er slaget mellem grundlæggerne af det sunniiske og det shiitiske islam. Shiiternes hovedfigur er Imam Hussein, profeten Muhammeds barnebarn. Hussein vovede en opstand mod den "uretmæssige" kalif Yazid. Hussein blev dog forrådt af dem, der ellers havde svoret deres troskab. Denne "shiiternes arvesynd" generer den dag idag betingelsesløs loyalitet.

Hussein og hans hær blev slagtet i slaget ved Kerbala af Yazids overtallige styrker. Husseins lig bar spor af 33 lansestød og 34 sværdstik. Hans hoved blev hugget af og hans krop blev trampet i jorden af heste. Det er dette "martyrium" som stadig i dag bliver mindet når shiitiske mænd slår deres egen krop til blods med jernkæder på Ashura-dagen. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at flere slog sig selv ihjel under disse festligheder.

Så martyriet er ikke shiiterne fremmed. Men Khomeini satte det i system. Han satte lighedstegn mellem slaget ved Kerbala og krigen mod Saddam Hussein, den nye Yazid. Der ud over havde Khomeini udviklet en teologi, der udelukkende så frem til det evige liv i paradis. Det jordiske liv var uden betydning, værdiløst.

"Den naturlige verden," erklærede han i oktober 1980, "er det nedrigeste aspekt, skabningens afskum." Det hinsidige er det afgørende, den "guddommelige verden, som er uudtømmelig". Martyrenes død er kun en overgang fra denne til en hinsidig verden, hvor de lever videre i evighed og pragt.

Denne indstilling kostede basidjierne dyrt, eftersom man var ligeglad med, om de overlevede eller ej. Man bekymrede sig end ikke om, hvorvidt deres ofre havde nogen miltær betydning. Khomeini mente, at "militære sejre er sekundære, en basidji må se sig selv som en soldat, der ikke bekymrer sig så meget om kampens udfald, men snarere finder tilfredsstillelse og oprejsning ved deltagelsen i sig selv."

Når moralen blandt børnene begyndte at svækkes iværksatte man et show. En rytter dukkede op ved fronten på en prægtig hest, han var klædt i middelalderlige gevandter og hans ansigt var smurt ind i selvlysende farve. Küntzel referer en barnesoldat: "Alle ville løbe hen mod ham, men han sendte dem bort. 'Kom ikke til mig' råbte han. 'storm til angreb mod de vantro. Hævn jer over vores Imam Husseins død og dræb Yazids efterkommere'. (...)De som stadig havde kræfter løb mod fjenden."

Denne rytter skulle forestille den 12. Imam eller Mahdien, som spiller en nøglerolle i den shiitiske tro. Han er den sidste efterkommer af profeten Muhammed og forsvandt sporløst i år 874, da han var fem år gammel.

Ifølge shiitisk tradition kan et legetimt muslimsk herredømme først blive oprettet ved de 12te Imams tilbagevenden. Indtil da er der kun for shiiterne at vente, at affinde sig med det illigitime herredømme og i sorg at mindes profetbarnebarnet Husseins skæbne.

Men Khomeini vendte denne tradition på hovedet. I stedet fandt han ud af at den 12. Imam først ville vende tilbage når de troende selv tog aktiv del i at opfylde profetien og kæmpede. Slut med at vente. Man skulle gøre sig fortjent til Mahdiens genkomst.

Og her nøglerollen i vore dages selvmords-terrorisme, mener Matthias Küntzel. Der er blandingen af Khomeinis livsforagt og den fanatiske tro på den 12. Imams tilbagevenden, der får unge mænd til at sprænge sig selv i luften for at søge martyriet og dermed en plads i paradis, ganske uanset at koranen udtrykkeligt forbyder selvmord.

De Basidji-indsatser, som han stod for, var uden sidestykke i islams historie og lod tilmed hånt om koranen selv.
Således står der i Sura 2, vers 195: "Og styrt jer ikke i ødelæggelse" Endnu klarere står der i Sura 4, vers 29: "Begå ikke slelvmord; se, Allah er barmhjertig overfor jer. Den der gør dette i fjendskab og forbrydelse, i sandhed, ham vil vi lade brænde i ilden."

Det var Basidji-forbilledet og Khomeinis velsignelse, der i 1982 fik en 15-årig shiitisk libaneser til at udføre det første islamistiske selvmordsangreb mod Israel. Det sunni-muslimske Hamas tog, under indflydelse af det Khomeini-inspirerede Hizbollah, selvmordsterrorismen op i 1993.

Og her kommer vi så frem til Ahmadi-Nejad, Irans nuværende præsident. Han var selv en ung mand under Iran-Irak krigen, og stod for at rekruttere børn til at begå selvmord ved fronten. Den generation, der dengang kastede sig mod kuglerne er i dag vokset op og udgør landets politiske base. Ingen ser Basidji som et forfærdeligt og skamfuldt kapitel i landets historie, tværtimod bliver de hædret mere en nogensinde før. Basidji-militsen har i dag ti millioner medlemmer og bliver brugt på samme måde som de nazistiske brunskjorter:

De er opdelt i regulære paramilitære enheder og "special-enheder". (...) Siden 1988 er de først og fremmest blevet brugt som "moralpoliti", og overfaldsbander vendt mod oppositionelle. (...) Der er oprettet en speciel militærenhed under betegnelsen "specialafdelingen for frivillige martyrer." Den har efter egen oplysninger rekrutteret 52.000 potentioelle selvmords-attentatmænd

Ahmadi-Nejad politiske basis er basidji-militsen. Han hjernevaskede dem under krigen, han bruger dem den dag i dag.

(Dette snip er af en eller anden grund forkortet ud af Weekendavisen oversættelse, jeg bringer det derfor her fra den engelske udgave:)

We do know that, after the war’s end, he served as the governor of Ardebil Province and as an organizer of Ansar-e Hezbollah, a radical gang of violent Islamic vigilantes. After becoming mayor of Tehran in April 2003, Ahmadinejad used his position to build up a strong network of radical Islamic fundamentalists known as Abadgaran-e Iran-e Islami, or Developers of an Islamic Iran. It was in that role that he won his reputation – and popularity – as a hardliner devoted to rolling back the liberal reforms of then-President Muhammad Khatami. Ahmadinejad positioned himself as the leader of a “second revolution” to eradicate corruption and Western influences from Iranian society. And the Basiji, whose numbers had grown dramatically since the end of the Iran-Iraq War, embraced him. Recruited from the more conservative and impoverished parts of the population, the Basiji fall under the direction of – and swear absolute loyalty to – the Supreme Leader Ali Khameini, Khomeini’s successor. During Ahmadinejad’s run for the presidency in 2005, the millions of Basiji – in every Iranian town, neighborhood, and mosque – became his unofficial campaign workers.

Ahmadi-Nejad er besat af tanken om Mahdiens tilbagevenden.

I sin første tale til FN sluttede han med en indtrængende bøn til Gud om at foranledige den 12te Imams tilbagevenden. I Teheran finacierer han et institut, hvis eneste opgave er at bane vej for den 12te Imams tilbagekomst. "Vores revolutions vigtiske mission er at bane vej for den 12te Imams tilbagevenden," gentog han på en teologisk konferrence i november 2005.

Basidjierne er ikke længere en flok analfabetiske bondedrenge. I dag går de målrettet efter at live optaget på de tekniske universiteter. Der, hvor man f.eks forsker i at berige uran.

Den tidligere præsident, Rafsanjani erklærede i 2001, at "med en enkelt atombombe ville Israel blive udslettet" Hvorimod et israelsk gengældelses-angreb kun ville"skade islam"; med andre ord, nogle hundredetusind iranske dødsofre ville være prisen værd. Og Rafsanjani går vel at mærke for at være moderat!

Küntzlel slutter sit essey:

Irans krigsførelse mellem 1980 og 1988 gav verden en forsmag. Hvad der begyndte med med rydningen af minefelter ved hjælp af menneskelige bomber er i dag, i form af selvmordsattentater, islamismens stærkeste våben. Hvad der begyndte med et pudsigt ørkenshow om Den Skjulte Imam med en skuespiller i hovedrollen, står i dag som et showdown mellem en løbsk præsident og den vestlige verden. Og basidjien, der engang, bevæbnet med en stok, løb gennem ørkenen, arbejder nu som kemiker i et uranlaboratium.

Den filosofi, som Nejed har arvet fra Khomeini - at det er ligegyldigt om man vinder eller taber, om indstatsen har nogen betydning, taktisk og strategisk, er lige meget. Det eneste der betyder noget, er at man deltager i kampen - nødsager mig til at gentag, hvad jeg før har sagt: Ethvert alternativ til, at Iran udvikler kernevåben er at foretrække!

Dumpekarakter til muslimske friskoler

I Berlingeren kan man læse, at muslimske friskoler får dumpekarakter i forhold til folkeskolen. De forbereder ikke børnene godt nok til det danske samfund.

Undervisningen på landets muslimske friskoler opfylder på en række områder ikke friskolelovens bestemmelser.

Det konkluderer et omfattende forskningsprojekt fra Carsten Niebuhr Instituttet. I et år har antropolog Annette Haaber Ihle fulgt elever på tre muslimske friskoler i København for at se, om de bliver opdraget til at være gode og loyale medborgere.

Det er særligt de autoritære metoder i fagene religion og modersmål, der er problemet. I dansk, engelsk og matematik er eleverne på højde med deres jævnaldrende i folkeskolen, men i fag som billedkunst, gymnastik, fysik, håndgerning og hjemkundskab halter eleverne i friskolerne bagud, konkluderer Ihle, som selv er skolelærer.

Det er ellers velfungerende og ambitiøse forældrer, der sender deres børn i muslimske friskoler, fordi de ønsker, at deres børn skal klare sig godt i det danske samfund.

Og al ære for det.

Desværre er det ikke de færdigheder friskolerne giver deres elever:

»Forældrene er meget bogligt orienterede og autoritære i deres forståelse af dannelsesidealet. Folkeskolen opererer med et andet dannelsesideal. Folkestyre betyder f.eks., at læreren ikke kan nøjes med envejskommunikation, men skal tale med børnene. Udenads-lære giver ikke pote, når man skal ud på arbejdsmarkedet,« siger Annette Haaber Ihle.

Nu er jeg gammel nok til at have gået i en fagligt orienteret skole, hvor vægten mere blev lagt på at lære tyske verber fremfor at lave fingermalerier, men ikke desto mindre synes jeg nok Ihle har en pointe.

Men det bliver værre endnu:

Hun påpeger desuden, at en del af eleverne i stedet for skole-fritidsordning går i koranskole, der er præget af terperi og for lidt plads til leg.

Så ikke alene sender ellers velfungerende forældre deres poder i muslimske friskoler, hvor de ikke får lov til at være kreative, men når andre børn efter sidste skoletime går i SFO'en og spiller fodbold eller leger riddere, så går muslimske friskolebørn indendørs for at lære koranen udenad.

Hvordan det skal kunne ruste ungerne til at klare sig godt i det danske samfund er mig ærlig talt lidt af gåde.

I følge Ihle skal man se det, at forældrene sender deres børn i muslimske friskoler som en indirekte kritik af folkeskolen, hvor børnenes religiøse og etniske identitet ses som et entydigt negativt særkende.

»Forældrene føler sig nedgjort i folkeskolen og synes ikke, at den honorerer deres krav om, at børnene skal have det socialt godt og kunne tingene til perfektion,« siger Annette Haaber Ihle.

Så forældrene ønsker for deres børn, at de ikke skal føle sig anderledes og i øvrigt stå sig bogligt godt. Det er da fint nok, jeg ønsker selv mere faglighed i folkeskolen, men faglighed kan ikke stå alene.

Det nytter altså ikke, at man 16. Sura udenad, hvis det, ens fremtidige arbejdsgiver ønsker, er kreativitet og selvstændighed. Disse forældre gør deres børn en alvorlig bjørnetjeneste.

Folkeskolen kan med rette kritiseres for rundt regnet en million ting, men hvis man skal klare sig godt som voksen i det danske samfund, må den alt andet lige være bedre end en koranskole.

Tysk top-politiker kræver skærpet straf for blasfemi

Yderligere dhimificering i Tyskland:

Berlingske skriver i dag, at den tyske toppolitiker Edmund Stoiber, Bayerns ministerpræsident og formand for CSU, kræver en skærpelse af blasfemi-paragraffen i den tyske straffelov. Bevidste og grove krænkelser af religiøse følelser skal kunne give tre års fængsel.

"»Ikke alt, hvad der er helligt for andre, må kunne trædes på,« sagde Stoiber i går til avisen Bild.

»Striden om Muhammed-karikaturerne« har »på alarmerende måde« vist, hvad en krænkelse af religiøse følelser kan føre til, erklærede han."

"Stoiber (...) vil foreslå en ændring af den tyske straffelovs paragraf 166. Denne lov åbner allerede nu mulighed for bøder eller frihedsstraf i op til tre år for krænkende ytringer mod kirker og religioner, men kun, hvis den offentlige ro er truet. Derfor er paragraffen i sin nuværende udformning »fuldstændig stump og virkningsløs«, mener han."

Der sker åbenbart noget mærkeligt med politikere, der enten har været lige-ved-og-næsten valgt til topposten i samfundet, (Stoiber tabte først valgkampen i 2002 om kanslerembedet til Schröder, derpå tabte han sidste år kampen om igen at blive kandidat til Angela Merkel) jævnfør vores egen Uffe Ellemann - eller som allerede har været på toppen, så som Bill Clinton eller Poul Nyrup. De går hen og bliver dhimmier alle sammen.


Måske savner de opmærksomheden og avisoverskrifterne, det er selvfølgeligt meget naturligt.

Men kunne de for pokker da ikke finde på nogle andre kontroversielle emner. Fodbold f.eks.

Måling: Europæere ser USA som større global trussel end Iran

Berlingeren refererer i dag til en undersøgelse foretaget af Financial Times hvor det fremgår at en større del af befolkningerne i fem store Europæiske lande ser USA som en større trussel mod global stabilitet end lande som Iran og Nordkorea.

"Af de 5000 personer i fem lande - Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien - der bliver spurgt om, hvilket land der udgør den største trussel mod den globale sikkerhed, svarer over en tredjedel, 36 procent, at det gør USA."

Dette er rystende, men måske ikke så overraskende. (Et vildt gæt: Frankrig trækker tallet op.)

USA har utvivlsom mange fejl - hvilket land har ikke det - men slæber dog ikke 56 tyrkiske borgmestre for domstolene fordi de (altså borgmestrene) har sendt en appel til Anders Fogh om ikke at lukke den kurdiske tv-station ROJ, der sender fra Danmark.

"Sagen vurderes at kunne skade Tyrkiets forhandlinger om medlemskab i EU".

Ja, det må man da inderligt håbe. Et land med en sådan politisk kultur og demokratiforståelse - eller rettere mangel på samme - har selvsagt intet at gøre i EU.

Men USA anses altså for at være en større trussel mod verdensfreden end et land som Iran, der er fuld gang med udvikle a-våben, alt imens de giver fingeren til resten af verden. Gad vide, hvad folk vil gøre den dag Irans teokrater meddeler, at de har missiler rettet mod Frankrig, Tyskland og Danmark.

Formentlig det samme som man gjorde i 1980'erne: Forlange at vi sætter os ned og indgår i en konstruktiv dialog med disse mennesker, gå demonstration for at kræve at vi nedruster for ikke at provokere og i øvrigt håbe det bedste. Nå ja, og så give Bush skylden for det hele, naturligvis

Man må dog ikke glemme, at situationen i dag er fundamentalt anderledes, end den var under den kolde krig. Det kommunistiske nomenklatura var nok nogle brutale børster, men de var først og fremmes optaget af deres egen overlevelse. De havde intet ønske om at gå under i et ragnarok i modsætning til Irans præsident, som har dybtfølt messiansk tro (PDF side 2 0g 3) på, at når verden går under, så vil den 12. og sidste Imam vise sig igen og føre resterne af menneskeheden til frelse.

"Ahmadinejad’s apocalyptic worldview suggests that at least one segment of the Iranian leadership is now seeking to foment a nuclear confrontation."

Meget kan man sige om Sovjets ledere, men de var i det mindste ikke sindssyge. Det er Irans teokratiske psykopater til gengæld, og derfor kan de under ingen omstændigheder få adgang a-våben. Det vil være fuldkomment uacceptabelt, og et hvilket som helst alternativ vil være at foretrække.

Men stadig er det altså USA, der udgør truslen.

Jeez!

De arabiske tabere

Weekendavisens bogtillæg bringer i dag et fremragende essay, "Den radikale taber" af den tyske filosof, Hans Magnus Enzensberger, om islamisternes tankegang.

Det er ikke fordi han for så vidt bringer noget nyt frem, men hans formuleringer er knivskarpe, lige som hans analyser er det.

Enzensberger fremhæver bl.a. at det ikke kun er islamisterne, der lider af et mindreværdskompleks, der er den arabiske verden som helhed.

"Der er imidlertid to aspekter, der giver den arabiske mentalitet en særlig energi. For det første er troen på egen supremati religiøst funderet. For det andet kolliderer den med ens egen åbenlyse svaghed. Det fører til en narcissistisk krænkelse, der kræver kompensation. Udpegning af skyldige, konspirationsteorier og allehånde projektioner er derfor en del af den kollektive følelseshusholdning. Ifølge dem har den fjendske omverden kun én ting i hovedet; at ydmyge de arabiske muslimer.
Man reagerer derfor med ekstrem pirrelighed på enhver fiktiv eller reel fornærmelse.

I de konfrontationer, der opstår på grund af denne mentalitet, er det elementære princip om gensidighed fuldstændig elimineret. Således findes der for eksempel to fuldstændig usammenlignelige følelser: ens egne og så de andres. At såre de vantros er en dagligdags øvelse. (I øvrigt er allerede denne betegnelse betænkelig; andre religioner end islam tror tilsyneladende ikke på noget andet, men på ingenting). Fornærmelsen af anderledestænkende er en del af de islamiske mediers standardrepertoire.

Når Ariel Sharon vises, mens han slagter palæstinensiske børn med en økse i form af et hagekors, så er det normalt; omvendt bliver den arabiske verden krænket, hvis en eller anden karikaturtegner gør grin med den. Bygningen af moskeer verden over kræves som en umistelig rettighed; bygningen af kristne kirker er utænkelig i mange arabiske lande. Muslimernes trospropaganda er et helligt bud, andre religioners mission er en forbrydelse.

Alene besiddelsen af en Bibel fører til en retssag i Saudi Arabien. En selvudnævnt kalif brændemærker sin udvisning som et brud på menneskerettighederne.

På den anden side billiger mange muslimer opfordringen til at myrde en frafalden romanforfatter. Paroler som »død over de vantro (amerikanere, danskere, tyskere osv.)« betragtes som en legitim form for protest, som enhver skal have forståelse for. Med den krænkede uskylds mine kræver hadske prædikanter meningsfrihed, hvis afskaffelse er deres erklærede mål.

Sprængningen af Buddhastatuerne i Bamian går i Afghanistan for at være en gudvelbehagelig gerning; der var ingen meldinger om voldelige reaktioner i Thailand eller Japan. Men så snart der skal vises en film, der kritiserer islamiske sæder og skikke, køres pøbelen i stilling, og dødstrusler hagler ned. Man kræver højlydt respekt, men viser den ikke over for andre."

Jeg bøjer mig i støvet. Mine egne tågede tanker er her sat på formel af Enzensberger. Læs det hele (link gentaget), der er meget mere hvor det kommer fra.

Derfor denne Blog.

Eftersom flere venlige mennesker allerede har linket til denne nystartede blog, synes jeg det må være på sin plads lige kort at redegøre hvor jeg personligt står.

Der har været megen debat de senere år omkring en påstået "Islamofobi", som skulle hærge det danske samfund. Senest i dag i Jyllands-Posten, hvor Tøger Seidenfaden og Rune Engelbrecht Larsen gør rede for deres nye bog om Muhammedkrisen (udkommer i dag)

Her er påstanden endnu engang, at Danmark lider under et islamofobisk debatklima, hvor den indre svinehund får lov til at glamme frit i medierne. Dette skulle så være den egentlige baggrund for krisen.

Fobi betyder frygt. Islamofobi betyder derfor "frygt for Islam".

Personligt ser jeg dette som det rene vås. Jeg tvivler på, at ret mange mennsker frygter Islam, set fra et religiøst synspunkt. Naturligvis er der forskelle på kristen og muslimsk kultur, ligesom der er forskelle på kristen og f.eks hinduistisk kultur. Men at rettroende muslimer ikke spiser flæskesteg, eller at de faster en måned hvert år, giver vel ikke ligefrem anledning til frygt.

Det er derfor ordet Islamofobi er så misvisende.

For min skyld må folk tro på hvad pokker de vil, en søn af en jødisk gud, en gud med otte arme, et træ i skoven eller slet ingenting. Det mig fuldstændigt ligegyldigt.


Problemet opstår, når religionen bliver til en isme. Når den bliver politisk. Når folk af en bestemt religion begynder at forlange, at jeg skal efterleve deres kulturelle/religiøse regler. Når de forlanger, at drenge og piger ikke må være i svømmehallen samtidig i skolens idrætstimer. Når det bliver et problem at børnehaven serverer svinekød. Når de opdrager deres børn til at mene, at danske piger er gratisludere, som man kan behandle som vil fordi de ikke bærer ærbare tørklæder. Når bøsser bliver overdænget med sten under en Pride Parade på Nørrebro, midt i den danske hovedstad.

Når man ikke længere kan bruge sin ytringsfrihed til f.eks. at tegne Muhammed så er det et problem. For mig og for mange andre.

Dengang Jens Jørgen Thorsen for efterhånden mange år siden ville fremstille Jesus som et seksuelt væsen var der masser af forargelse fra kristne, men han blev dog ikke nødsaget til at gå under jorden beskyttet af livvagter fra politiet.

Rettroende kristne rystede på hovedet og nogle af dem demonstrerede på gaden, ganske som nogle af de rettroende muslimer gjorde det, efter Jyllands-Posten havde offentliggjort tegningerne.

Det var en fuldt ud legitim protest, helt i overensstemmelse den demokratiske tradition, der hersker i vesten. Man kan være enig eller uenig i demonstranternes budskab, men det er folks soleklare ret at demonstrere hvis man føler sig trampet på.

Vist findes der sekulære muslimer, muslimer, der mener, at tro er en privatsag, som ikke angår det omgivende samfund, men der er bare så fortvivlende få der står frem. Naser Khader har formået at få omkring 1000 muslimer ind i Moderate Muslimer. Ikke mange i betragtning af, at der er omkring 200.000 muslimer i Danmark. Shehin Khankans Kritiske Muslimer, som vistnok skulle være en slags bro mellem islam og vesten synes hovedsageligt at være kritiske overfor vesten.

For mig at se er problemet den snigende dhimmificering, der sker i vesten. I børnehaverne serveres der halal-kød, fordi lille Hassan endelig ikke må føle sig anderledes hvis han får en madpakke med hjemmefra. Så hellere forbyde leverpostej og røde pølser for alle.
Eksemplerne er legio, vi kender alle nogle; og det er ikke fordi, jeg mener, vi ikke skal tage hensyn til hinanden. Selvfølgelig skal vi det, og det gør vi alle til hverdag.

Jeg husker fra min efterhånden fjerne ungdom, at når vi holdt fester var der altid en eller anden (sjovt nok næsten altid en pige) som var vegetar. Jamen, så blev der bare lavet en ekstra skål salat, sværere er det altså ikke. Ingen mente, at vi alle skulle være vegetarere denne aften blot fordi en enkelt eller to var det. Og de sidste til at forlange noget sådant var bladæderne selv. Så hvorfor må Jens i 0.a så ikke få en frikadelle til frokost, blot fordi Husseins forældre mener at svinekød er tabu?

Der har været en del debat på sidste omkring selvcensur; selveste Bertel Haarder har indrømmet, at han efter Muhammedkrisen tænker sig om en ekstra gang inden han ytrer sig. Det har han så fået en del kritik for, men strengt taget er der vel ikke noget at sige til det. (Bortset fra det principielle, netop en politiker er vel valgt til at sige det, hans vælgere ønsker de selv ville kunne komme frem med i medierne.)

Hvilket jeg godt er klar over eksponerer en åben flanke hos mig. Hvorfor er jeg selv anonym på denne blog? Well, jeg har et meget usædvanligt efternavn, det deles kun af mig selv, min bror og min mor, som efterhånden nærmer sig de 80 år. Min mor (PBUH) står i telefonbogen, det gør jeg ikke. Jeg ønsker ikke at et eller andet fordrukkent fæhoved klokken tre om natten pludsligt får lyst til at fremføre en personlig kommentar. Så af hensyn og respekt for min mors nattesøvn har jeg altså valgt ikke at offentliggøre mit navn.

Det er selvfølgeligt også en slags selvsensur, men so be it.

Men det var et sidespring.

Bottom line er, at enhver bliver salig i sin tro, men når religion bliver til politik, når samfundet forlanges indrettet efter en bestemt tro, så bliver det ikke med med min stiltiende accept. (Ja, jeg ved godt, at i Danmark står både Påske & Pinse & Jul for døren, men det er en tusind år gammel tradition, og intet samfund er fuldstændigt sekulært.)

Alt det her er der ikke noget nyt i. Jeg har blot fået lyst til at tilføje mit lille bitte pip blandt det enorme kor af fuglesang som høres på nettet, men som er næsten kneblet i medierne.

Derfor er jeg begyndt at blogge. Jeg prædiker til koret, det er jeg godt klar over, men hvis tilstrækkeligt mange pipper, er det måske ikke helt forgæves.

Update: Bertel Haarder har en replik i Jyllands-Posten omkring selvcensur. Der er stadig nogle brøl tilbage i den gamle løve.

Søvndal: Bush og Fogh er clairvoyante

******

(Note from editor: Denne post skulle strengt taget have været på i går, men der kom en fodboldkamp i vejen. Og eftersom Fru Turban er af polsk afstamning, måtte jeg jo prioritere. Ikke at det hjalp, Tyskland vandt som sædvanligt til sidst.)

*******

Villy Søvndal er på krigsstien igen. Desværre med de sædvanlige sørgelige resultater.

Denne gang gør han sig selv til grin i et indlæg i gårsdagens Information, hvor han beskæftiger sig med et brev han gav til Anders Fogh Rasmussen i håb om at denne ville viderebringe det til George Bush under Foghs besøg i Washington.

Søvndals epistel beskæftiger sig meget krigen i Irak (newsflash: Han er imod!) og den terror der sker i landet (det er Bush og Foghs skyld altsammen!), men kommer også ind på Kyoto-protokollen (Ryd forsiden: Han er for!).

Alt dette er naturligvis velkendt til kedsommelighed, men han læserbrev slutter dog ganske overraskende: De Onde Kræfter i såvel USA som i Danmark havde åbenbart forudset de nuværende statslederes magtovertagelse længe inden de selv blev valgt.

I det sidste afsnit af Søvndals indlæg hedder det således:
"Selv føler jeg mig langt fra overbevist, at Danmark havde tiltrådt Kyoto-protokollen, hvis Fogh havde været ved magten dengang.
Og det var som bekendt Bush' venner, som i sin tid ville have stemt Al Gore og Bill Clinton ned i Senatet, hvorfor de simpelthen droppede at lægge aftalen frem for Senatet. Derfor er er USA den dag i dag ikke medunderskrivere af endsige efterlever målsætningen fra Kyoto."

Clinton underskrev Kyoto i november 1998 men undlod ganske rigtigt at sende den videre til ratificering i det parlamentariske system, vel vidende at han i så fald ville lide et ydmygende nederlag.

Bush må have udvist en rent ud sagt djævelsk forudseenhed ved på en eller anden udspekuleret måde at have manipuleret de amerikanske vælgere til allerede i 1992 at indvælge sine "venner", hele otte år før han selv besluttede at at stille op som kandidat til præsidentposten.


Videre skriver Søvndal, med adresse til Fogh:

"Og med en statsminister, der har fostret en Bjørn Lomborg ...

Lomborg blev kendt i en større offentlighed da han sammen med nogle af sine studerende fik publiceret fire Kroniker i Politiken (æres den der æres bør) hvor den første blev trykt 12. januar 1998.

På det tidspunkt sad Poul Nyrup Rasmussen solidt på magten, bakket op af blandt andet Søvndals stemme og Svend Auken var miljøminister, travlt beskæftiget med at udtænke opfindsomme skattestigninger grønne afgifter. Anders Fogh var næsten to år fra sin knusende valgsejr over Nyrup.

Det er i det hele taget karakteristisk, at Søvndal har utroligt svært ved at anerkende, at både Bush og Fogh er valgt ved fuldt ud demokratiske valg. De har med andre ord et folkeligt mandat, et udtryk som venstrefløjen ellers har taget patent på. (Venstrefløjen elsker i det hele taget ordet "folkelig". Det kan man ikke mindst se under EU-debatter. F. eks. har de andre lande nok et demokrati, men vi har et folkestyre og det er meget bedre.)

Nå højrefløjen vinder et valg kan det derfor kun være på grund af kyniske spindoktorer, lyssky støtte fra onde kapitalistiske erhvervskredse eller rent ud valgsvindel. Den dag venstrefløjen vinder (og det gør de jo før eller senere) vil det være resultatet af en sund folkelig reaktion mod al denne undertrykkelse.

Socialismen har jo aldrig gjort nogen noget ondt!

Information: Jøders etnicitet svær at fastslå

Bertel Haarder der i weekenden i et interview til Jyllands-Posten indrømmede, at han efter Muhammedkrisen tænker sig om en ekstra gang inden han udtaler sig omkring islam, får i dag en hård medfart i Information i en nedladende leder, skrevet af "medredaktør" Bent Winther. (link udeladt, da det kræver abonnentment)

"Hvad er det egentligt, Bertel Haarder mener? Der er flere muligheder for fortolkning. At han ikke længere tør stå ved, hvad han mener? I så fald er han en politisk kryster og ikke egnet til at være hverken minister eller at sidde i det danske Folketing.

Siger han derimod, at han modtager så mange trusler fra muslimske fundamentalister, at han er skæmt fra vid og sans, så er der har en opgave for en god krisepsykolog, politet og efterretningstjenesten"

Men det Bent Winther jo også sagtens sige. Ingen truer Information, som forlængst har accepteret deres dhimmi-status.


Lederen tager i midlertidigt en interessant drejning til sidst:

"Det er blevet en del af den politiske dialog fra højreradikale, rockerbander, muslimske fundamentalister, og andre at kommunikere ved hjælp af trusler og grovkornede beskeder.

(Jonni Hansen og Jønke "og andre" rejser som bekendt også rundt i Mellemøsten for at opfordre til at angribe danske interesser)

"Men måske er der lige grund til at repetere, hvorfra de fleste overgreb kommer.
I 75 procent af de sager om racistisk motiveret overfald, vold og hærværk, som Politiets Efterretningstjeneste registrede i 2005, var der tale om etniske danskere, som forulempede mennesker af anden etnisk herkomst.
Den resterende fjerdedel var en uens blanding af overgreb på turister, herboende og andre, hvor etniciteten har været svær at fastslå."

Bent Winther har lært at bruge copy and paste. Filtrat ( via Uriasposten og igen via Polemiken) citerer en artikel fra selvsamme Information tilbage fra 26. oktober 2005:

"Det betyder, at over 75 procent af racistisk motiverede lovovertrædelser begås af etniske danskere mod indvandrere. Den resterende fjerdedel er en uens blanding af overgreb mod herboende og turister eller religiøst motiveret kriminalitet f.eks. mod jøder."

Bemærk den så godt som enslydende formulering i de to citater, bortset fra den sidste sætning. Hvor Information for mindre end et halvt år siden nævnte jøder som værende udsat for racistiske angreb, så er det i dag pludseligt blevet til andre, hvor etniciteten er svær at fastslå.

Med andre ord, når gravstene med davidskors og hebræiske bogstaver bliver væltet og overmalet så er det et rent tilfælde. De Ukendte Gerningsmænd har simpelthen haft svært ved at fastslå etniciteten af indvånerne i kælderetagen.

Men hvad, det er jo menneskeligt at fejle.

Vi har Helle Thornings Tillid !

Uffe Ellemann-Jensen har det ikke godt med at være forhenværende. Han savner tydeligvis at være i centrum med sine meninger og ytringer, som ikke er populære på Bjerget. Så nu vil have have en videnskabelig redegørelse (i stil med Koldkrigsundersøgelsen. Dén fik virkeligt også lukket debatten!) der skal (be)vise hvorvidt "tonen" i debatten omkring islam er blevet så grov, at Danmarks anseelse er dalet i det store udland.

Den ide blev hurtigt skudt ned af et flertal i Folketinget, med undtagelse at SF og De Radikale. (Ikke videre overraskende.)

Dagens Information [link udeladt da det kræver abonnement] har hevet fat i Helle Thorning-Schmidt, som har en ejendommelig kommentarer.

Helle Thorning er enig med Uffe i, at debatten er blevet "rå" de seneste år, men mener dog ikke "nødvendigvis" at man derfor har behov for en undersøgelse af debatklimaet. :

Jeg tror, at vælgerne på sigt udmærket kan se hvilke politikere, der samler og hvilke, der splitter (...) Dét er det afgørende punkt i forhold til den politiske debat. Vi må derfor have tillid til vælgerne.


Tænk, her gik jeg og troede, at i et repræsentativt demokrati er det vælgerne, der viser tillid til de politikere de stemmer ind i Tinget. Og hvis politikerne efterfølgende svigter den tillid vil de blive straffet ved ikke at blive valgt ind næste gang.

Men nu er det altså pludseligt vælgerne, der skal angle efter politikernes tillid.

Man må da sandeligt håbe, at vælgerne ikke skuffer Helle Thorning. Og hvilke vælgere taler hun mon om? Hendes egne (så få og små de efterhånden er) ? Eller er det stemmekvæget generelt, hun mener?

Hvis nu vælgerne svigter Helles forventninger og stemmer på f.eks. Anders Fogh eller Pia Kjærsgaard, hvad vil hun så gøre? Vælge nogle nye vælgere?

Det er sandeligt ikke nemt at have stemmeret efterhånden. Man vil jo så nødigt såre nogens følelser. På den anden side har man jo kun en stemme.
Måske skulle man bare blive hjemme.

Alvorlig Overdødelighed blandt Terrorister

Der er heldigvis også gode nyheder fra fronten.

40 procent af de terrorister, som for to år siden blev udnævnt til at være blandt lederne af den islamistiske terror er i dag døde (Via Tim Blair )

They rose up quickly to take up Osama bin Laden's call for jihad, ruthless men in their 20s and 30s heralded as the next generation of global terror. Two years later, 40 percent are dead, targets of a worldwide crackdown that claimed its biggest victory with the killing of Abu Musab al-Zarqawi, al-Qaida's front man in Iraq.

Manhunts in Asia, Africa and Europe have pushed most of the rest deep underground — finding refuge in wartorn Somalia or the jungles of the southern Philippines. While there are still recruits ready to take up al-Qaida's call to arms, analysts say the newcomers have fewer connections than the men they are replacing, less training and sparser resources.

Globally, security forces have also had considerable success. Another four of the top 12 young militants in the 2004 list have met violent ends — in shootouts in Saudi Arabia, under U.S. bombardment in Iraq, or in an Algerian terror sweep. The seven who remain at large are on the run, and none has been able to match al-Zarqawi's success at launching large-scale attacks since mid-2004.


Læs selv det hele. Godt nyt på en forvejen herlig søndag.

Respekt eller snarere Angst & Bæven

Ralf Pittelkow har i dagens udgave af Jyllands-Posten en fin kommentar om skismaet mellem ytringsfriheden og den høflighed vi "skylder" folk fra andre trossamfund. (Det kunne være rart om høfligheden også blev gengældt en gang i mellem)

Med udgangspunkt i Bendt Bentsens grundlovstale, hvor han pudseligt gik i rette med sin egen chef og begyndte at tale om, at ytringsfriheden skal bruges med "anstændighed" og "høflighed" går Pittelkow skridtet videre. Der er ikke tale om anstændighed, men om frygt for konsekvenserne i den muslimske verden. En verden som er under stadig udvidelse, ikke blot hos småparanoide bloggere :-) men mere alvorligt også blandt islamisterne selv.

Muhammed-konflikten kan ses som et nyt skridt i denne udvikling. Kernen i konflikten er islamisters og muslimske regeringers krav om, at ortodokse islamiske regler for ytringsfrihed også skal gælde for ikke-muslimer i et ikke-muslimsk land som Danmark.
Disse kræfter brugte sagen til at søge at udvide det islamiske retsområde ved at kræve danske og europæiske undskyldninger, straffe mod de skyldige, garantier mod gentagelse og ændringer i lovgivningen, der begrænsede ytringsfriheden.

Eller som det blev formuleret af den kendte tv-prædikant Amr Khaled: Vi synes, at jeres ytringsfrihed er en god ting, men den skal indrette sig efter islam.

(Bemærk, at Khaled kalder det vores ytringsfrihed!)

Vi kan med andre ord få det præcist som vi gerne selv vil have det, naturligvis forudsat, at vi underkaster os og accepterer vores dhimmi-status som undermennesker.

Videre skriver Pittelkow:

I et interview gør [islam-forskeren Bernard] Lewis opmærksom på, at der altid har fandtes karikaturer af Muhammed i Europa - også langt skrappere end JP's tegninger. Men det har ikke vakt opstandelse, fordi den slags kun gjaldt som strafbart, når det foregik i den muslimske verden. Men nu skal dette altså overføres til et ikke-muslimsk land.

Lewis konkluderer: »Det findes der kun én forklaring på: De ser nu Europa som en del af det islamiske område, Dar al-islam.« (Die Welt 19.4.) Dette ligger i forlængelse af en stadig mere offensiv sprogbrug blandt islamister. Den særdeles indflydelsesrige islamist, sheik Yusuf al-Qaradawi, taler således om en islamisk »generobring af Europa«.

Her et eksempel på anstændighed:

Fra en demonstration lørdag i London. Respekt og høflighed?

De sædvanlige børn manglede heller ikke. Denne purk vil uden tvivl blive opdraget til at udvise demokratisk tolerance over for anderledes tænkende. (Billeder sakset fra Little Green Footballs)

Men tilbage til Pittelkow.

I virkeligheden er det slet ikke en principiel diskussion af ytringsfriheden, der har interesseret dem, der taler for en mere høflig ytringsfrihed. De har blot forsøgt at finde på noget passende at kalde den kendsgerning, at de finder det nødvendigt at bøje af for de islamiske krav.

Den hjemlige debat om Muhammed-sagen drejer sig ikke om ytringsfrihedens principper eller religiøse hensyn sådan i bred almindelighed. Den drejer sig om, hvordan vi skal reagere over for nutidens vigtigste totalitære strømning.

Ligesom i mellemkrigstiden deler reaktionen på totalitarismen vandene i dansk politik - tilsyneladende også i regeringen.

Netop. Vi er tilbage i 1930'erne og går med listesko for ikke at vække den sovende kæmpe. Vi har så travlt med at hysse på hinanden, at vi ikke har opdaget at kæmpen forlængst er vågnet.

Lidt har også ret

Forleden 4/6 havde Politiken en historie om irakiske "oprørere" der hev folk ud af deres biler i et vejkryds og myrdede dem i koldt blod - kvinder, børn og ældre mænd.

Jeg blev selv oprørt over at se åbenlyse terrorister blive beskrevet som oprørere og inspireret af Kimpolina på Polimiken (som var mindst lige så oprørt) sendte jeg derfor Lars Halskov, Læsernes Redaktør på Politiken en mail:

Blot et et enkelt spørgsmål. Hvis det samme var sket i Danmark, ville Poltiken så også kalde gerningsmændene "oprørere"?

Og fik et venligt svar tilbage:

Tak for din mail. Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi ville gøre, hvis det samme skete i Danmark. Vores normale praksis på området er, at vi skriver oprørere, når der er tale om træfninger mellem to bevæbnede parter, hvor den ene part gør oprør. Mens vi bruger andre mindre pæne ord om folk, der begår mord på civile. For eksempel terrorister. Så i dette konkrete tilfælde har du ret. Jeg har sendt din mail videre til netavisen.

Med venlig hilsen,

Lars Halskov,
Læsernes Redaktør


Og lidt har det da hjulpet.

Polimiken har den oprindelige arktikel her

Og her er den redigerede artikel på Politikens hjemmeside.


Ja ja, træerne vokser ikke ind i himlen. "Ukendte gerningsmænd" er vel bedre end "oprørere", men hvad blev der af Lars Halskovs terrorister?

Ingen forhandling er mulig

Glimrende og lige-i-øjet leder fra New York Sun vedrørende de sigtede terrorister i Canada:

What the Islamic extremists oppose in Canada is neither its support for Israel nor its behavior in Iraq but the mere fact that it is not a country governed by Islamic law. An Associated Press dispatch on the bomb plot noted that Canada, with the America, Britain, Spain, and Australia, was listed by Osama Bin Laden as a “Christian” nation that should be a target for terrorism. Nothing short of dropping Christianity and converting to Islam will satisfy the Islamist terrorists.

What follows is this truth: the options this leaves Canada and other free nations are, in other words, either defeating their enemy or surrendering to it. Concessions short of surrender won’t satisfy the enemy, as the example of Canada demonstrates.Nor will a crackdown on immigration entirely solve the security problem for the West — it appears that many of those arrested over the weekend were Canadian-born.

Uanset om de arrestede muslimer er skyldige eller ej, så har skribenten ret. Det handler ikke om hvorvidt vi (med "vi" mener jeg vesten generelt) er i Irak og Afghanistan eller ej. Det handler ikke om hvorvidt vi støtter Israel eller Palæstina eller for den sags skyld begge dele. Det handler udelukkende om, at vi ikke er muslimer - vel at mærke den rigtige slags muslimer, og hvad den rigtige slags afhænger immervæk af, hvem man spørger.

Islam kaldes en "fredens religion" (hø!) men visse af dens tilhængere nærer dog ingen betænkeligheder ved at myrde hinanden på de mest barbariske måder. Bare se på Irak.

Om så vestens folk alle til hobe kastede sig i støvet foran Mekka ville det ikke være nok.
Er du sunni eller shiah? Af med hovedet, hvad end du svarer!

No where to run, no where to hide.

Så hvad gør vi?

Svaret er sådan set meget enkelt: Vi fortsætter med at leve vores liv som vi altid har gjort. I frihed og modernitet, modsat den middelalderlige begrebsverden, som islamisterne så desperat ønsker, vi alle skal underkaste os.

Men de er dem, og vi er os.

Og derfor de ikke har den ringeste chance for at vinde.

Hvorfor vi er i Irak? Derfor!

Venstrefløjen, og dermed det meste af den danske presse ruller forfærdet med øjnene i disse dage (uden dog at kunne modstå fristelsen til at slippe et Hvad-Sagde-Vi ud mellem sidebenene) over, at ti amerikanske marineinfantarister måske og måske ikke har dræbt civile i Haditha.

Se bare, siger de, det er, hvad der sker når man går i krig på et "løgnagtigt" grundlag.

Men der var andre grunde end masseødelæggelsesvåben til at gå i krig.

Kast et blik i dagens New York Times (billedet er planket derfra)

Et par uddrag:

Together, in the late winter of 1991, at least 28 men were executed here, crowded together in a pit their killers scraped with a backhoe from the desert floor. Rounded up along the alleyways of their native city, they were forced aboard a bus or truck and driven out along an isolated highway.

The end would have come quickly, the forensic experts said, victims stumbling out of the vehicle, herded into the pit, then pushed forward into a shallow cut not much wider or longer than a stretch limousine. At the last moment, judging by the pile of bodies, the victims surged backward, perhaps in terror at the sound of rifles being readied for fire.

Raid Juhi, chief investigative judge for the Iraqi court now trying Mr. Hussein in another case, said during a visit here on Saturday that the court had documentary evidence, and statements from witnesses, showing that at least 100,000 Shiites, and possibly 180,000, died in the 1991 repression

Læs selv resten.

Uanset hvor meget Villy Søvndal og konsorter vrider deres store hænder, uanset hvor megen gru der sker i Irak i denne tid, så er det dog for intet at regne i forhold til det mareridt det måtte have været at leve under Saddams og hans vanartede sønners fascistiske regimente.

Irak, for ikke at tale om resten af verdenen, er blevet et bedre sted nu hvor Saddam er stillet for retten. En luksus, han ikke undte sine landsmænd da han selv var ved magten. Da skulle en arrestant prise sig lykkelig over at blive skudt frem for at blive hængt i en kødkrog.

Skade kun, at det skulle tage så lang tid, før vi greb ind.

Update: Som bekendt har der også været beskyldninger mod amerikanske soldater for at have foretaget en massakre i Ishaqi.

Disse beskyldninger er nu kendt grundløse i en undersøgelse foretaget af hæren. (Ja, ja, jeg ved det godt: Hæren undersøger sig selv og bla bla bla)