De arabiske tabere

Weekendavisens bogtillæg bringer i dag et fremragende essay, "Den radikale taber" af den tyske filosof, Hans Magnus Enzensberger, om islamisternes tankegang.

Det er ikke fordi han for så vidt bringer noget nyt frem, men hans formuleringer er knivskarpe, lige som hans analyser er det.

Enzensberger fremhæver bl.a. at det ikke kun er islamisterne, der lider af et mindreværdskompleks, der er den arabiske verden som helhed.

"Der er imidlertid to aspekter, der giver den arabiske mentalitet en særlig energi. For det første er troen på egen supremati religiøst funderet. For det andet kolliderer den med ens egen åbenlyse svaghed. Det fører til en narcissistisk krænkelse, der kræver kompensation. Udpegning af skyldige, konspirationsteorier og allehånde projektioner er derfor en del af den kollektive følelseshusholdning. Ifølge dem har den fjendske omverden kun én ting i hovedet; at ydmyge de arabiske muslimer.
Man reagerer derfor med ekstrem pirrelighed på enhver fiktiv eller reel fornærmelse.

I de konfrontationer, der opstår på grund af denne mentalitet, er det elementære princip om gensidighed fuldstændig elimineret. Således findes der for eksempel to fuldstændig usammenlignelige følelser: ens egne og så de andres. At såre de vantros er en dagligdags øvelse. (I øvrigt er allerede denne betegnelse betænkelig; andre religioner end islam tror tilsyneladende ikke på noget andet, men på ingenting). Fornærmelsen af anderledestænkende er en del af de islamiske mediers standardrepertoire.

Når Ariel Sharon vises, mens han slagter palæstinensiske børn med en økse i form af et hagekors, så er det normalt; omvendt bliver den arabiske verden krænket, hvis en eller anden karikaturtegner gør grin med den. Bygningen af moskeer verden over kræves som en umistelig rettighed; bygningen af kristne kirker er utænkelig i mange arabiske lande. Muslimernes trospropaganda er et helligt bud, andre religioners mission er en forbrydelse.

Alene besiddelsen af en Bibel fører til en retssag i Saudi Arabien. En selvudnævnt kalif brændemærker sin udvisning som et brud på menneskerettighederne.

På den anden side billiger mange muslimer opfordringen til at myrde en frafalden romanforfatter. Paroler som »død over de vantro (amerikanere, danskere, tyskere osv.)« betragtes som en legitim form for protest, som enhver skal have forståelse for. Med den krænkede uskylds mine kræver hadske prædikanter meningsfrihed, hvis afskaffelse er deres erklærede mål.

Sprængningen af Buddhastatuerne i Bamian går i Afghanistan for at være en gudvelbehagelig gerning; der var ingen meldinger om voldelige reaktioner i Thailand eller Japan. Men så snart der skal vises en film, der kritiserer islamiske sæder og skikke, køres pøbelen i stilling, og dødstrusler hagler ned. Man kræver højlydt respekt, men viser den ikke over for andre."

Jeg bøjer mig i støvet. Mine egne tågede tanker er her sat på formel af Enzensberger. Læs det hele (link gentaget), der er meget mere hvor det kommer fra.