Basjidi - den iranske revolutions børnehær - lagde grunden til religiøst betingede selvmordsattentater. Blandt dem, der sendte 14-årige drenge på slagmarken for at rydde miner med deres kroppe, var Irans nuværende præsident.
Weekendavisen bringer denne weekend et tankevækkende essay af den tyske politolog Matthias Küntzel omkring oprindelsen af den islamiske selvmordsterrorisme. (Ikke online, en engelsksproget version kan ses her)
Da Saddam Hussein angreb Iran i 1980 så Khomeini det som en gave fra himlen. Nu havde han chancen for gennem-islamisere det iranske samfund. Til det formål blev en folkemilits - Basjidi - oprettet. Den rekrutterede blandt drenge mellem 12(!) og 17 år såvel som mænd over 45. De fik en uddannelse på nogle få uger, mere ideologisk end militært, og blev så sendt til fronten.
Deres opgave var at rydde minefelter ved ganske enkelt at storme hen over dem, eller at fungere som ren kanonføde ved at kaste sig mod irakernes velbefæstede stillinger.
"De kommer i kæmpe horder og stormer med svingende næver vores stilling", klagede en irakisk offcer i sommeren 1982. "Man kan skyde den første bølge og den anden, men der kommer et tidspunkt, hvor ligene tårner sig sådan op foran dig, at det eneste du vil er at græde og smide dit gevær, det er jo alt sammen mennesker.
I foråret 1983 var ialt 450.000 Basidjier blevet kommanderet til fronten, hvor de gjorde tjeneste i tre måneder, inden de blev sendt hjem.
Hvem var disse børn og hvor kom denne fanatiske dødsforagt fra?
Først og fremmest blev de rekrutteret blandt de allerfattigste, oftest var de analfabeter og de kom som regel fra de mest konservative dele af landbefolkningen (Basidji-e Mostasafan, som er bevægelsen fulde navn, betyder "de mobiliserede undertrykte"). De gik til angreb under kampråb som "mod vor tids Yazid!" "Hussein-karavanen fortsætter!" "Et nyt Kerbala venter os!"
Küntzel Forklarer:
Yazid, Hussein og Kerbela er nøglebegreber i den shiitiske religion. Deres oprindelsesmyte er slaget mellem grundlæggerne af det sunniiske og det shiitiske islam. Shiiternes hovedfigur er Imam Hussein, profeten Muhammeds barnebarn. Hussein vovede en opstand mod den "uretmæssige" kalif Yazid. Hussein blev dog forrådt af dem, der ellers havde svoret deres troskab. Denne "shiiternes arvesynd" generer den dag idag betingelsesløs loyalitet.
Hussein og hans hær blev slagtet i slaget ved Kerbala af Yazids overtallige styrker. Husseins lig bar spor af 33 lansestød og 34 sværdstik. Hans hoved blev hugget af og hans krop blev trampet i jorden af heste. Det er dette "martyrium" som stadig i dag bliver mindet når shiitiske mænd slår deres egen krop til blods med jernkæder på Ashura-dagen. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at flere slog sig selv ihjel under disse festligheder.
Så martyriet er ikke shiiterne fremmed. Men Khomeini satte det i system. Han satte lighedstegn mellem slaget ved Kerbala og krigen mod Saddam Hussein, den nye Yazid. Der ud over havde Khomeini udviklet en teologi, der udelukkende så frem til det evige liv i paradis. Det jordiske liv var uden betydning, værdiløst.
"Den naturlige verden," erklærede han i oktober 1980, "er det nedrigeste aspekt, skabningens afskum." Det hinsidige er det afgørende, den "guddommelige verden, som er uudtømmelig". Martyrenes død er kun en overgang fra denne til en hinsidig verden, hvor de lever videre i evighed og pragt.
Denne indstilling kostede basidjierne dyrt, eftersom man var ligeglad med, om de overlevede eller ej. Man bekymrede sig end ikke om, hvorvidt deres ofre havde nogen miltær betydning. Khomeini mente, at "militære sejre er sekundære, en basidji må se sig selv som en soldat, der ikke bekymrer sig så meget om kampens udfald, men snarere finder tilfredsstillelse og oprejsning ved deltagelsen i sig selv."
Når moralen blandt børnene begyndte at svækkes iværksatte man et show. En rytter dukkede op ved fronten på en prægtig hest, han var klædt i middelalderlige gevandter og hans ansigt var smurt ind i selvlysende farve. Küntzel referer en barnesoldat: "Alle ville løbe hen mod ham, men han sendte dem bort. 'Kom ikke til mig' råbte han. 'storm til angreb mod de vantro. Hævn jer over vores Imam Husseins død og dræb Yazids efterkommere'. (...)De som stadig havde kræfter løb mod fjenden."
Denne rytter skulle forestille den 12. Imam eller Mahdien, som spiller en nøglerolle i den shiitiske tro. Han er den sidste efterkommer af profeten Muhammed og forsvandt sporløst i år 874, da han var fem år gammel.
Ifølge shiitisk tradition kan et legetimt muslimsk herredømme først blive oprettet ved de 12te Imams tilbagevenden. Indtil da er der kun for shiiterne at vente, at affinde sig med det illigitime herredømme og i sorg at mindes profetbarnebarnet Husseins skæbne.
Men Khomeini vendte denne tradition på hovedet. I stedet fandt han ud af at den 12. Imam først ville vende tilbage når de troende selv tog aktiv del i at opfylde profetien og kæmpede. Slut med at vente. Man skulle gøre sig fortjent til Mahdiens genkomst.
Og her nøglerollen i vore dages selvmords-terrorisme, mener Matthias Küntzel. Der er blandingen af Khomeinis livsforagt og den fanatiske tro på den 12. Imams tilbagevenden, der får unge mænd til at sprænge sig selv i luften for at søge martyriet og dermed en plads i paradis, ganske uanset at koranen udtrykkeligt forbyder selvmord.
De Basidji-indsatser, som han stod for, var uden sidestykke i islams historie og lod tilmed hånt om koranen selv.
Således står der i Sura 2, vers 195: "Og styrt jer ikke i ødelæggelse" Endnu klarere står der i Sura 4, vers 29: "Begå ikke slelvmord; se, Allah er barmhjertig overfor jer. Den der gør dette i fjendskab og forbrydelse, i sandhed, ham vil vi lade brænde i ilden."
Det var Basidji-forbilledet og Khomeinis velsignelse, der i 1982 fik en 15-årig shiitisk libaneser til at udføre det første islamistiske selvmordsangreb mod Israel. Det sunni-muslimske Hamas tog, under indflydelse af det Khomeini-inspirerede Hizbollah, selvmordsterrorismen op i 1993.
Og her kommer vi så frem til Ahmadi-Nejad, Irans nuværende præsident. Han var selv en ung mand under Iran-Irak krigen, og stod for at rekruttere børn til at begå selvmord ved fronten. Den generation, der dengang kastede sig mod kuglerne er i dag vokset op og udgør landets politiske base. Ingen ser Basidji som et forfærdeligt og skamfuldt kapitel i landets historie, tværtimod bliver de hædret mere en nogensinde før. Basidji-militsen har i dag ti millioner medlemmer og bliver brugt på samme måde som de nazistiske brunskjorter:
De er opdelt i regulære paramilitære enheder og "special-enheder". (...) Siden 1988 er de først og fremmest blevet brugt som "moralpoliti", og overfaldsbander vendt mod oppositionelle. (...) Der er oprettet en speciel militærenhed under betegnelsen "specialafdelingen for frivillige martyrer." Den har efter egen oplysninger rekrutteret 52.000 potentioelle selvmords-attentatmænd
Ahmadi-Nejad politiske basis er basidji-militsen. Han hjernevaskede dem under krigen, han bruger dem den dag i dag.
(Dette snip er af en eller anden grund forkortet ud af Weekendavisen oversættelse, jeg bringer det derfor her fra den engelske udgave:)
We do know that, after the war’s end, he served as the governor of Ardebil Province and as an organizer of Ansar-e Hezbollah, a radical gang of violent Islamic vigilantes. After becoming mayor of Tehran in April 2003, Ahmadinejad used his position to build up a strong network of radical Islamic fundamentalists known as Abadgaran-e Iran-e Islami, or Developers of an Islamic Iran. It was in that role that he won his reputation – and popularity – as a hardliner devoted to rolling back the liberal reforms of then-President Muhammad Khatami. Ahmadinejad positioned himself as the leader of a “second revolution” to eradicate corruption and Western influences from Iranian society. And the Basiji, whose numbers had grown dramatically since the end of the Iran-Iraq War, embraced him. Recruited from the more conservative and impoverished parts of the population, the Basiji fall under the direction of – and swear absolute loyalty to – the Supreme Leader Ali Khameini, Khomeini’s successor. During Ahmadinejad’s run for the presidency in 2005, the millions of Basiji – in every Iranian town, neighborhood, and mosque – became his unofficial campaign workers.
Ahmadi-Nejad er besat af tanken om Mahdiens tilbagevenden.
I sin første tale til FN sluttede han med en indtrængende bøn til Gud om at foranledige den 12te Imams tilbagevenden. I Teheran finacierer han et institut, hvis eneste opgave er at bane vej for den 12te Imams tilbagekomst. "Vores revolutions vigtiske mission er at bane vej for den 12te Imams tilbagevenden," gentog han på en teologisk konferrence i november 2005.
Basidjierne er ikke længere en flok analfabetiske bondedrenge. I dag går de målrettet efter at live optaget på de tekniske universiteter. Der, hvor man f.eks forsker i at berige uran.
Den tidligere præsident, Rafsanjani erklærede i 2001, at "med en enkelt atombombe ville Israel blive udslettet" Hvorimod et israelsk gengældelses-angreb kun ville"skade islam"; med andre ord, nogle hundredetusind iranske dødsofre ville være prisen værd. Og Rafsanjani går vel at mærke for at være moderat!
Küntzlel slutter sit essey:
Irans krigsførelse mellem 1980 og 1988 gav verden en forsmag. Hvad der begyndte med med rydningen af minefelter ved hjælp af menneskelige bomber er i dag, i form af selvmordsattentater, islamismens stærkeste våben. Hvad der begyndte med et pudsigt ørkenshow om Den Skjulte Imam med en skuespiller i hovedrollen, står i dag som et showdown mellem en løbsk præsident og den vestlige verden. Og basidjien, der engang, bevæbnet med en stok, løb gennem ørkenen, arbejder nu som kemiker i et uranlaboratium.
Den filosofi, som Nejed har arvet fra Khomeini - at det er ligegyldigt om man vinder eller taber, om indstatsen har nogen betydning, taktisk og strategisk, er lige meget. Det eneste der betyder noget, er at man deltager i kampen - nødsager mig til at gentag, hvad jeg før har sagt: Ethvert alternativ til, at Iran udvikler kernevåben er at foretrække!
2 kommentarer:
Villy Søvndal har store planer og bejler for tiden vildt og inderligt til de radikale høns, Jelved, Vestager, Gerner, Arnold, Dahl, Dybkjær, Fischer & Geday. I en vellystig febertåge ser han sig som oppositionens mest farverige kam og udstyret med et gennemtrængende hanegal, der kan få selv den mest liggegale høne til at rejse bagdelen. Han spankulerer utålmodigt rundt i indelukket og tænker på, hvilken høne der lægger det næste æg.
Det gjorde Vestager. Hun forsikrer alverden, at de radikale under ingen omstændigheder vil støtte Thornings ambition om at blive statsminister. Det nylagte skrabeæg har imidlertid intet med politik at gøre, men er derimod et typisk udtryk for jalousi blandt høns. De gamle suppehøner føler med rette, at deres fjer ikke længere funkler som før, alt imens Thornings fjerpragt giver smerter under de radikale øjenlåg, dog flest hos partiets statsministerkandidat, urhønen Marianne, der stædigt arbejder for en ny politisk hakkeorden.
Villy er opmuntret af de mange forblommede ”undersøgelser”, der viser, at Danmarks omdømme har lidt ubodelig skade under Foghs regime. Det stiver hans kulturelle og nationale selvhad af, så han næsten er i stand til at slippe følelsen af at være en kylling. ”Undersøgelser” er også de radikales livret, så hvorfor ikke indgå et nærmere samarbejde, når man i forvejen pikker de samme frø, tænker Villy, fjerlet ægget af de radikale udmeldinger.
Prøvevalg og opinionsmålinger virker som Viagra på SF-forhanens mentale rejsning. De journaliststuderende i Århus har ved en intern afstemning gjort Jelveds parti til landets største. Det gør de radikale høns ekstra indbydende for den evigt stoltserende Villy, der aldrig rigtigt har fattet, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør ved de rigtige valg. Hvis bare virkeligheden artede sig som en valghandling på Danmarks Journalisthøjskole eller som et fatamorgana i Tøger Seidenfadens kuppel, kunne Villy få en chance for at blive udenrigsminister ligesom Per Stig - og man ville da være et uambitiøst fjerkræ, hvis man ikke gik målbevidst efter posten.
De radikale haner anser Villy ikke for at være konkurrenter til titlen som hønsegårdens førerkam. Det skyldes, at de enten ikke er interesserede i æglægningens mystiske cyklus eller også fordi, de ikke magter at puste krigerkammen op til dans. I Det Radikale Venstre er det nemlig skrukhønerne, der bærer sporerne.
Men hønsefødder og gulerødder er ikke nok til at gøre Villy til minister, dertil kræves et mirakel. Og den slags tror man jo ikke på i det fusionerede socialist-radikale burhønseri. Uanset hvor mange høner Villy gør haneben til, fjerner det ikke indtrykket af et politisk projekt, der - trods mange vellagte æg – aldrig bliver ruget ud. Der bliver ingen pippende kyllinger ud af Villys anstrengelser. Til gengæld vil han så i stedet kunne bryste sig af at være blevet far til en omelet af anselig størrelse. Og lur mig, om han ikke med sin altid skridsikre fornemmelse for det politisk korrekte har sikret sig, at den er økologisk.
Villy Søvndal har store planer og bejler for tiden vildt og inderligt til de radikale høns, Jelved, Vestager, Gerner, Arnold, Dahl, Dybkjær, Fischer & Geday. I en vellystig febertåge ser han sig som oppositionens mest farverige kam og udstyret med et gennemtrængende hanegal, der kan få selv den mest liggegale høne til at rejse bagdelen. Han spankulerer utålmodigt rundt i indelukket og tænker på, hvilken høne der lægger det næste æg.
Det gjorde Vestager. Hun forsikrer alverden, at de radikale under ingen omstændigheder vil støtte Thornings ambition om at blive statsminister. Det nylagte skrabeæg har imidlertid intet med politik at gøre, men er derimod et typisk udtryk for jalousi blandt høns. De gamle suppehøner føler med rette, at deres fjer ikke længere funkler som før, alt imens Thornings fjerpragt giver smerter under de radikale øjenlåg, dog flest hos partiets statsministerkandidat, urhønen Marianne, der stædigt arbejder for en ny politisk hakkeorden.
Villy er opmuntret af de mange forblommede ”undersøgelser”, der viser, at Danmarks omdømme har lidt ubodelig skade under Foghs regime. Det stiver hans kulturelle og nationale selvhad af, så han næsten er i stand til at slippe følelsen af at være en kylling. ”Undersøgelser” er også de radikales livret, så hvorfor ikke indgå et nærmere samarbejde, når man i forvejen pikker de samme frø, tænker Villy, fjerlet ægget af de radikale udmeldinger.
Prøvevalg og opinionsmålinger virker som Viagra på SF-forhanens mentale rejsning. De journaliststuderende i Århus har ved en intern afstemning gjort Jelveds parti til landets største. Det gør de radikale høns ekstra indbydende for den evigt stoltserende Villy, der aldrig rigtigt har fattet, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør ved de rigtige valg. Hvis bare virkeligheden artede sig som en valghandling på Danmarks Journalisthøjskole eller som et fatamorgana i Tøger Seidenfadens kuppel, kunne Villy få en chance for at blive udenrigsminister ligesom Per Stig - og man ville da være et uambitiøst fjerkræ, hvis man ikke gik målbevidst efter posten.
De radikale haner anser Villy ikke for at være konkurrenter til titlen som hønsegårdens førerkam. Det skyldes, at de enten ikke er interesserede i æglægningens mystiske cyklus eller også fordi, de ikke magter at puste krigerkammen op til dans. I Det Radikale Venstre er det nemlig skrukhønerne, der bærer sporerne.
Men hønsefødder og gulerødder er ikke nok til at gøre Villy til minister, dertil kræves et mirakel. Og den slags tror man jo ikke på i det fusionerede socialist-radikale burhønseri. Uanset hvor mange høner Villy gør haneben til, fjerner det ikke indtrykket af et politisk projekt, der - trods mange vellagte æg – aldrig bliver ruget ud. Der bliver ingen pippende kyllinger ud af Villys anstrengelser. Til gengæld vil han så i stedet kunne bryste sig af at være blevet far til en omelet af anselig størrelse. Og lur mig, om han ikke med sin altid skridsikre fornemmelse for det politisk korrekte har sikret sig, at den er økologisk.
Send en kommentar