Der har været megen debat de senere år omkring en påstået "Islamofobi", som skulle hærge det danske samfund. Senest i dag i Jyllands-Posten, hvor Tøger Seidenfaden og Rune Engelbrecht Larsen gør rede for deres nye bog om Muhammedkrisen (udkommer i dag)
Her er påstanden endnu engang, at Danmark lider under et islamofobisk debatklima, hvor den indre svinehund får lov til at glamme frit i medierne. Dette skulle så være den egentlige baggrund for krisen.
Fobi betyder frygt. Islamofobi betyder derfor "frygt for Islam".
Personligt ser jeg dette som det rene vås. Jeg tvivler på, at ret mange mennsker frygter Islam, set fra et religiøst synspunkt. Naturligvis er der forskelle på kristen og muslimsk kultur, ligesom der er forskelle på kristen og f.eks hinduistisk kultur. Men at rettroende muslimer ikke spiser flæskesteg, eller at de faster en måned hvert år, giver vel ikke ligefrem anledning til frygt.
Det er derfor ordet Islamofobi er så misvisende.
For min skyld må folk tro på hvad pokker de vil, en søn af en jødisk gud, en gud med otte arme, et træ i skoven eller slet ingenting. Det mig fuldstændigt ligegyldigt.
Problemet opstår, når religionen bliver til en isme. Når den bliver politisk. Når folk af en bestemt religion begynder at forlange, at jeg skal efterleve deres kulturelle/religiøse regler. Når de forlanger, at drenge og piger ikke må være i svømmehallen samtidig i skolens idrætstimer. Når det bliver et problem at børnehaven serverer svinekød. Når de opdrager deres børn til at mene, at danske piger er gratisludere, som man kan behandle som vil fordi de ikke bærer ærbare tørklæder. Når bøsser bliver overdænget med sten under en Pride Parade på Nørrebro, midt i den danske hovedstad.
Når man ikke længere kan bruge sin ytringsfrihed til f.eks. at tegne Muhammed så er det et problem. For mig og for mange andre.
Dengang Jens Jørgen Thorsen for efterhånden mange år siden ville fremstille Jesus som et seksuelt væsen var der masser af forargelse fra kristne, men han blev dog ikke nødsaget til at gå under jorden beskyttet af livvagter fra politiet.
Rettroende kristne rystede på hovedet og nogle af dem demonstrerede på gaden, ganske som nogle af de rettroende muslimer gjorde det, efter Jyllands-Posten havde offentliggjort tegningerne.
Det var en fuldt ud legitim protest, helt i overensstemmelse den demokratiske tradition, der hersker i vesten. Man kan være enig eller uenig i demonstranternes budskab, men det er folks soleklare ret at demonstrere hvis man føler sig trampet på.
Vist findes der sekulære muslimer, muslimer, der mener, at tro er en privatsag, som ikke angår det omgivende samfund, men der er bare så fortvivlende få der står frem. Naser Khader har formået at få omkring 1000 muslimer ind i Moderate Muslimer. Ikke mange i betragtning af, at der er omkring 200.000 muslimer i Danmark. Shehin Khankans Kritiske Muslimer, som vistnok skulle være en slags bro mellem islam og vesten synes hovedsageligt at være kritiske overfor vesten.
For mig at se er problemet den snigende dhimmificering, der sker i vesten. I børnehaverne serveres der halal-kød, fordi lille Hassan endelig ikke må føle sig anderledes hvis han får en madpakke med hjemmefra. Så hellere forbyde leverpostej og røde pølser for alle.
Eksemplerne er legio, vi kender alle nogle; og det er ikke fordi, jeg mener, vi ikke skal tage hensyn til hinanden. Selvfølgelig skal vi det, og det gør vi alle til hverdag.
Jeg husker fra min efterhånden fjerne ungdom, at når vi holdt fester var der altid en eller anden (sjovt nok næsten altid en pige) som var vegetar. Jamen, så blev der bare lavet en ekstra skål salat, sværere er det altså ikke. Ingen mente, at vi alle skulle være vegetarere denne aften blot fordi en enkelt eller to var det. Og de sidste til at forlange noget sådant var bladæderne selv. Så hvorfor må Jens i 0.a så ikke få en frikadelle til frokost, blot fordi Husseins forældre mener at svinekød er tabu?
Der har været en del debat på sidste omkring selvcensur; selveste Bertel Haarder har indrømmet, at han efter Muhammedkrisen tænker sig om en ekstra gang inden han ytrer sig. Det har han så fået en del kritik for, men strengt taget er der vel ikke noget at sige til det. (Bortset fra det principielle, netop en politiker er vel valgt til at sige det, hans vælgere ønsker de selv ville kunne komme frem med i medierne.)
Hvilket jeg godt er klar over eksponerer en åben flanke hos mig. Hvorfor er jeg selv anonym på denne blog? Well, jeg har et meget usædvanligt efternavn, det deles kun af mig selv, min bror og min mor, som efterhånden nærmer sig de 80 år. Min mor (PBUH) står i telefonbogen, det gør jeg ikke. Jeg ønsker ikke at et eller andet fordrukkent fæhoved klokken tre om natten pludsligt får lyst til at fremføre en personlig kommentar. Så af hensyn og respekt for min mors nattesøvn har jeg altså valgt ikke at offentliggøre mit navn.
Det er selvfølgeligt også en slags selvsensur, men so be it.
Men det var et sidespring.
Bottom line er, at enhver bliver salig i sin tro, men når religion bliver til politik, når samfundet forlanges indrettet efter en bestemt tro, så bliver det ikke med med min stiltiende accept. (Ja, jeg ved godt, at i Danmark står både Påske & Pinse & Jul for døren, men det er en tusind år gammel tradition, og intet samfund er fuldstændigt sekulært.)
Alt det her er der ikke noget nyt i. Jeg har blot fået lyst til at tilføje mit lille bitte pip blandt det enorme kor af fuglesang som høres på nettet, men som er næsten kneblet i medierne.
Derfor er jeg begyndt at blogge. Jeg prædiker til koret, det er jeg godt klar over, men hvis tilstrækkeligt mange pipper, er det måske ikke helt forgæves.
Update: Bertel Haarder har en replik i Jyllands-Posten omkring selvcensur. Der er stadig nogle brøl tilbage i den gamle løve.
1 kommentar:
Fuldstændigt klart og utvetydigt formuleret. Flot indlæg.
Send en kommentar