Verden har visseligt ændret sig siden min ungdom:
1979:
Jeg er i Iran som ungt menneske sammen med min far, som arbejder for en dansk koncern. Den islamiske revolution bryder ud om ørerne på os. Natlige skudsalver og eksploderende granater. Amerikansk (læs vestligt) udseende mennesker bliver gennembanket på gaden af pøblen. Fuldkommen kaos, soldater skyder på demonstranter, demonstranter skyder på hinanden. Hundreder af døde og sårede; undtagelsestilstand, udgangsforbud, flere skyderier.
Min far tør ikke længere tage ansvaret for mig og sender mig hjem. Går alene gennem en panikslagen lufthavn. Tusinder og atter tusinder af desperate mennesker af alle nationaliteter råber, græder, bønfalder om at komme væk. Lufthavnsfunktionærere øjner chancen for at vride en dagsløn ud af hver eneste passager og gør det. Flyene er forsinket i timevis, står i solen og venter på brændstof, mens passagerene smelter og bider negle: Hvad nu hvis en bevæbnet selvbestaltet "revolutions-garde" pludseligt dukker op og beordrer alle ud. Risikoen er absolut reel.
Kommer endelig i luften. Mødes i København af mistænksomme paskontrollører. Passet bliver vendt og drejet. Næste stop: mistænksomme toldere - vær venlig at åbne dine kufferter. Har du en kvittering for det, du har købt?
Nogle måneder senere: Min far kommer hjem, hans firma har besluttet at opgive. Efter måneders risikofyldt pendling til og fra arbejde i Teheran, efter at være blevet holdt indespærret på sit kontor af rasende arbejdere som truede ham på livet kommer han hjem, efterladende de fleste ejendele i Iran. Hans velkomst er en endevenden af baggagen og et ødelagt image i firmaet. Vel er det ikke hans skyld, men ikke desto mindre har firmaet lidt tab på hans vagt.
2006:
Ministerium frygter for danskeres sikkerhed
I løbet af natten vil tre SAS-fly lette fra Syriens hovedstad, Damaskus, med kurs mod Danmark, hvor de efter planen vil lande fra kort efter midnat og i de efterfølgende timer.
Der vil være sundhedsfagligt personale om bord på flyene, og ved ankomsten i Kastrup vil passagerne blive mødt af krisepsykologer og læger.
Som sagt, meget har ændret sig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar