En demokratisk stat kan godt gå i krig med en diktaturstat. England gik i krig med Argentina om Falklandsøerne. Så faldt regimet i Argentina, og nu er det svært at forestille sig en krig mellem de to lande, fordi Argentina er demokratisk.Så langt så godt. Men Hauge spiste sidste år frokost med en palæstinensisk politiker, Mustafa Barghouti, som tilbyder "en tredje vej", hvad det så end måtte være, mellem Fatahs korruption og Hamas' terror.
Teorien har også været brugt i forbindelse med Israel. Det var et demokratisk land i krig med totalitære stater. Og totalitære stater er ofte i krig: tænk på Iran-Irak krigen.
Han sagde dengang, at der først ville komme fred mellem Palæstina og Israel den dag, da Palæstina blev demokratisk. Jeg spurgte ham om Libanon, men det var ikke demokratisk, udtalte han dengang. Jeg tænkte: Her har vi beviset for Babsts teori.Men så alligevel ikke, åbenbart:
Og så kommer udfordringen. Siden samtalen har der været valg i de palæstinensiske områder, hvor Hamas nu er demokratisk valgt, og hvor Barghoutis parti også er valgt ind skønt med ganske få procent. Ser vi nordpå til Libanon, er Hizbollah repræsenteret i regering og parlament. Libanon og de palæstinensiske områder er dermed demokratiske stater.
Og nu har vi da for første gang i historien en krig mellem tre demokratiske stater. Spørgsmålet er: Holder fredsteorien så ikke længere? Ikke så snart var de demokratisk valgt, før Hamas indledte et angreb på Israel. Er det sådan, at Babsts teori nu må opgives? Dermed er det blevet vanskeligere at begrunde demokrati.Der er flere svagheder i Hauges argumenter. For det første er det ikke første gang i historien, at en anti-demokratisk parti er blevet stemt til magten ved et demokratisk valg. Det klassiske eksempel er nazisterne i Tyskland i 1933. Partiet stillede op med et helt åbent program, som bl.a. indebar, at der ikke ville blive afholdt flere frie valg, hvis Hitler kom til magten. Partiet fik omkring 33 procent af stemmerne, nok til at overtage regeringsmagten..
Der er en anden mulighed, som må undersøges, og som skal begrundes. Er Libanon et demokrati? Nogle siger, det har været det siden uafhængigheden. Hvis det ikke er - Barghouti mente ikke, det var - så holder teorien. Man hvad nu hvis det er?
Så er krisen nu den alvorligste krise for demokratiets teori nogen sinde. Teorien holder dog, hvis der ikke er tale om en krig mellem stater, men mellem staten Israel og to terrorgrupper, men hvis Libanon fastholder, at det er staten Libanon, der bliver angrebet, så falder teorien.
For det andet.
Israel er ikke i krig med Libanon, men med Hizbollah, en svært bevæbnet islamo-fascistisk millits, som har fuldkommen kontrol over den sydlige del af Libanon.
I modsætning til Hauges frokostgæst vil jeg gerne anerkende Libanon som en demokratisk stat. Problemet er, at staten har tilladt, at hele den sydlige del af landet er blevet fuldstændigt overtaget af Hizbollah, den eneste gruppering, som efter borgerkrigen har fået lov til at beholde en væbnet millits.
Ikke alene er denne hær udenfor Libanons lovlige regerings kontrol, den under direkte kommando af Syrien og Iran.
En stat er defineret ved, at den kan opretholde et voldsmonopol, dvs. at angreb udefra skal besvares af landets væbnede styrker, og forbrydelser begået i samfundet skal opklares af politet og pådømmes af landets domstole.
Libanon har imidlertid tilladt Hizbollah at oprette en de facto stat inden for dets egne grænser, og derfor er Israels modangreb ikke rettet mod den libanesiske stat, men mod Hizbollohs parallel-stat.
Befolkningen i Gaza har nærmere stemt imod Arafats korrupte pampere end for Hamas' selvmordsbombere. Men fordi et flertal i befolkningen stemmer et fascistisk parti til magten, betyder ikke, at styret dermed bliver et demokrati.
Så teorien om, at demokratier ikke bekriger hinanden holder altså stadig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar