Fra Berlingske:
En 38-årig mand nåede lige at sætte fødderne på dansk jord efter at være sluppet ud af Libanon, før politiet anholdte ham for bortførelse.
Den 38-årige mand fra Århus rejste i maj til Libanon sammen med sit to-årige barn, selv om det er moderen, der har forældremyndigheden over barnet.
Politiet i Århus fik efterlyst manden internationalt, men kunne ikke gøre mere i sagen. Først da Udenrigsministeriet ringede til politiet i onsdags, var der pludselig håb for moderen igen.
Ministeriet kunne fortælle, at manden havde meldt sig til myndighederne for at blive evakueret. I går landede han i Kastrup Lufthavn sammen med barnet, og her blev han straks anholdt. Det oplyser kriminalkommissær Jørn Andersen til Østjyllands Radio.
Politiet havde sørget for, at moderen var med i lufthavnen, så barnet straks kunne blive genforenet med hende.
Den 38-årige blev fredag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i fire uger. Han risikerer op til fire års fængsel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar